Tegneserier er en stor lidenskab for Otto B. Christiansen og mange hyldemeter er fyldt med dem i kælderen.
Tegneserier er en stor lidenskab for Otto B. Christiansen og mange hyldemeter er fyldt med dem i kælderen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

“Det er begrænset, hvad man vil se af genudsendelser”

Lokalpolitikeren Otto B. Christiansen trodser landspolitikerne og står af ræset som ung 60-årig

Mens politikerne på Christiansborg bryder deres hjerner med at finde ud af, hvordan de kan lokke danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet, går lokalpolitikeren Otto B. Christiansen fra Hørsholm den anden vej. Sådan da.

Han har i hvert fald forladt et arbejdsmarked, der indtil for nylig betød, at han skulle stå op hver morgen for at tage på arbejde.

“Det er begrænset, hvad man gider at se af genudsendelser,” siger den 60-årige om sin beslutning om at kvitte jobbet som administrerende direktør for Annoncørforeningen.

Det skete i slutningen af maj og var ifølge ham selv en beslutning, der har lagret i underbevidstheden i et års tid, men slog ud i lys lue, da han endnu en gang på et møde med sin bestyrelse skulle snakke fremtid.

“Der var en masse planer for fremtiden. Og selv vi oplevede samarbejdet som godt, fandt jeg bare ud af, at de planer skulle de lave uden mig. Og,” tilføjer han som en sidebemærkning: “Så slap de også for den ubehaglige samtale.”

Direktør ad omveje

For den uddannede cand. phil., som i sin tid skrev speciale i 'dansk historieskrivning i det 18. århundrede' og egentlig havde sat kursen mod en karriere som gymnasielærer, sluttede dermed en periode på 13 år i spidsen for markedsføringsorganisationen, hvor han - efter nogle omveje - var havnet.

Otto B. Christiansen fandt nemlig hurtig ud af, at gymnasielærer ikke var ham. Det pædagogikum, som man skal have for at kunne undervise i gymnasiet, kom han aldrig i gang med.

I stedet landede han i Udenrigsministeriet og det daværende Grønlandsministerium, før en samtale med en fætter førte ham ind i reklamebranchen. Derfra gik turen via EU-Kommissionen til EDC Mæglerne, hvor han var markeringschef, over Realkredit Danmark til Danske Bank, hvor han var markedschef. Og så Annoncørforeningen, hvor han endte som topchef. Og nu?

“Nu vil jeg først og fremmest holde op med at have dårlig samvittig over at være politiker,” siger Otto B. Christiansen, der har siddet i kommunalbestyrelsen for De Konservative siden 2014, var formand for Sundhedsudvalget og blev formand for Børne- og skoleudvalget i 2015, da den daværende formand, Pernille Schnoor, blev valgt til Folketinget.

For det er ret omfattende at passe hvervet som kommunalpolitiker.

Otto B. Christiansen er lige fyldt 60, men forlader det faste arbejdsmarked, selv om labdspolitikerne. Fotos: Fred Jacobsen
Otto B. Christiansen er lige fyldt 60, men forlader det faste arbejdsmarked, selv om labdspolitikerne. Fotos: Fred Jacobsen

Frygter ikke modstand

Ikke mindst på det store børne- og skoleområde, hvor formanden især på grund af SFO-sagen og soørgsmål om normeringer på pædagogområdet er kommet i stiv modvind.

Otto B. Christiansen virker ikke som en, der har noget imod modvind. Konkret, fordi han i forbindelse med SFO-sagen rent faktisk ikke mener, at den meget diskuterede omlægning af SFO-struktur var en katastrofe.

“Hvis det handler om at skulle passe 5. klasses elever eller have en tilfredsstillende dagpleje, så vil jeg rent politisk hellere have en ordentlig dagpleje end at skulle passe 11-12-årige børn,” siger den konservative politiker. Han frygter ikke den modstand, som det giver at være i politik. Han frygter heller ikke at miste sin formandspost.

“Jeg erkender, at det kan ske. Jeg vil hellere miste min post end mig selv,” forklarer han med en on-liner, derminder én om, at manden jo har tilbragt en del år i reklamebranchen og med markedsføring.

Den ekstra fritid skal blandt andet bruges til at sortere mange hyldemeter tegneserier og tusidvis af KP-plader.
Den ekstra fritid skal blandt andet bruges til at sortere mange hyldemeter tegneserier og tusidvis af KP-plader.

Tegneserier trækker

Selv om Otto B. Christiansens farvel til det faste job kom lidt pludseligt i slutningen af maj, var det velforberedt.

“Vi har altid sparet op til sådan en situation, fordi vi altid har troet på, den ville komme,” fortæller han, der nu kan se frem til at få syslet med flere hundrede hyldemeter tegneserier samt vinyl-LP-plader i tusindtal. Og så er der også en masse bøger, filologen skal have læst, og formentlig også en del Roskilde Festivaler, som skal nydes de kommende somre.

Og så selvfølgelig den helt store begivenhed, som venter i december, hvor Otto B. Christiansen kan se frem til at blive farfar for første gang.

“Omsider,” sukker han, der er far til tre drenge.

“Det bliver jo ikke helt sådan bare med benene oppe,” spår Otto B. Christiansen om sin nye tilværelse. Han fortsætter med hvervet som specialevejleder på CBS plus forskellige andre poster i Realdanias repræsentantskab, i bestyrelsen for Amager Bakke og som mentor for en virksomhed, der fremstiller dametasker og smykker. Og han afviser ikke en bestyrelsespost hist og her i de kommende år.

“Jeg er vant til at komme op om morgenen. Det vil jeg også fortsætte med at gøre,” lyder det fra den 60-årige lokalpolitikere, der nu gør klar til at give den fuld skrue i den valgkamp, der mere eller mindre allerede er gået i gang.

Jeg vil hellere miste min post end mig selv

Otto B. Christiansen

Publiceret: 08. August 2017 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere