Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT:Kokkedal er en togstation i ingenmandsland

 

Af Thorkild Gruelund, medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse (K):

Virkeligheden og på sin vis også geografien har ændret sig fundamentalt siden Kokkedal Station blev etableret tilbage i 1906. Stationen blev den gang etableret for at tilfredsstille ejerne af Kokkedal Slot. Det er nok ikke helt så aktuelt i dag.

Kokkedal Station har det problem, at stedet ikke rigtigt opfattes som Hørsholm. Det til trods for, at beliggenheden er Hørsholm Kommune og postadressen såmænd også er 2970 Hørsholm. Ej heller opfattes stedet som Kokkedal. Hele Kokkedal boligområde ligger i Fredensborg Kommune.

Altså, stationen ligger i et uheldigt ”ingenmandsland”.

Hørsholm Kommune påtænker at bygge på den tidligere hospitalsgrund, med stationen som nærmeste trafikknudepunkt. Vi vil gerne bygge attraktive familieboliger.

Kommunalbestyrelsen tænker og taler om, hvordan vi kan gøre Hørsholm kendt og tillokkende for nye borgere. Hørsholm skal være et godt brand.

Et af de mest succesfulde værktøjer for en by til at blive omtalt et utal af gange - nært og fjernt-, er at være stationsby.

Kokkedal Station bliver nævnt dagligt i bus-, tog- og taxasammenhæng hundredevis af gange. Det vil da være langt bedre for Hørsholm Kommune at få nævnt navnet: Hørsholm Station.

Er der fortilfælde hvor en station har skiftet navn? Et par stykker.

Allerød Station hed førhen Lillerød Station. Lillerød lige før Hillerød gav, hvis bare togføreren havde en smule dialekt, misforståelser. Derfor navneskiftet.

I nyere tid er det mest kendte eksempel fra Metro linjen: Fasanvej Station, som først hed Solbjerg Station. Her var fra start givet en station et forkert navn. Hvilket Metroledelsen erkendte og skiftede navnet.

Det er altså muligt at ændre navn på en togstation, primært hvis DSB's ledelse vil. Hørsholm Kommune skal naturligvis også bakke ideen op.

Vi har en lille bagtanke med vores forslag, må vi indrømme. Ved større kommunalt ”ejerskab” til den lokale station vil engagementet i at sikre ro og orden omkring stedet meget naturligt vokse.

Vil vi kunne leve med historier om utryghed og ballade omkring ”Hørsholm Station”? Næppe! Så ville der blive hyret vagter, som kunne tilkalde politi omgående.

Det er - bevares - vores helt egen ”lommeanalyse” om ulempen ved, at Kokkedal Station ligger i ”ingenmandsland”.

Helt sikkert mener vi, at Hørsholm som stationsnavn nær det nye boligområde på hospitalsgrunden vil forstås som et plus på opfattelsen af central beliggenhed.

Kopi af dette læserindlæg er skrevet på vegne af den konservative gruppe i Hørsholm Kommunalbestyrelse. Det vil de sende til DSB's administrerende direktør Flemming Jensen og Hørsholm Kommunes økonomiudvalg.

 

Der er godt gang i debatten om navneskift på Kokkedal Station. Du kan bidrage til den på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 09. April 2017 21:30
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt