Håndværkere satte ild til græsskråning ved plejehjem

Resolut indsats af ansatte på plejecentret Sophielund sikrede hurtig slukning

Af
Morten Timm

Brandfaren i den knastørre natur er ekstrem høj. Det måtte nogle håndværkere sande, da de onsdag var skyld i, at et område af en græsskråning på sygehusgrunden ind mod plejecentret Sophielund pludselig stod i flammer.

Håndværkere var i gang med skære i noget jern med vinkelsliber, da gnister fløj hen på skråningen og antændte bevoksningen på et 100 kvadratmeter stort areal.

Ros til plejehjemsansatte

Nordsjællands Brandvæsen modtog anmeldelsen onsdag kl. 13.05, men med en effektiv indsats fra plejecentrets personale lykkedes det at få ilden under kontrol og slukket branden med pulverslukkere og vandslager, der lynhurtigt blev rullet ud, inden brandvæsenet nåede frem.

"Jeg vil gerne rose den indsats, som medarbejderne på Sophielund, ydede. De var supergode og hurtige til at give håndværkerne syv pulverslukkere og trække vandslanger," oplyser indsatsleder Kent Johansen fra Nordsjællands Brandvæsen, der med sine brandfolk kunne nøjes med at stå for efterslukningen.

Der opstod også en del røg, som trak ind i nærmeste plejehjemsbygning og aktiverede røglarmen, men det var ikke nødvendig med evakuering.

Indsatslederen undrede sig dog over, at de pågældende håndværkere slet ikke havde medbragt noget slukningsudstyr til den type arbejde og under de aktuelle tørkeforhold.

Publiceret 09 August 2018 16:00

SENESTE TV