Straksdom og fængsel efter cykeltyveri:

Borger så ham læsse varevogn med cykler

44-årig polsk mand blev anholdt tirsdag morgen for cykeltyveri i Hørsholm - og dømt i Retten i Helsingør onsdag formiddag

Af
Morten Timm

OPDATERET: En 44-årig mand fra Polen blev her til formiddag i et grundlovsforhør i Retten i Helsingør idømt en såkaldt straksdom på 10 dages udbetinget fængsel, sigtet for tyveri af tre cykler.

Tirsdag kl. 9.40 bemærkede en borger, at den 44-årig mand stod og læssede flere cykler ind i en varevogn på Ved Klædebo i Hørsholm. Den opmærksomme borger alarmerede straks politiet, og kort tid efter ankom en patrulje til stedet.

Overfor betjentene kunne den 44-årige mand ikke forklare, hvad han havde gang i. Han blev anholdt og sigtet for organiseret cykeltyveri og taget med på stationen, oplyser Nordsjællands Politi.

Ved dagens grundslovsforhør erkendte den polske mand at have stjålet cyklerne. Han modtog straksdommen på de 10 dages fængsel, men afventer Kriminalforsorgen for afsoning af straf.

Ifølge politianklager Helena Bjerregaard er den dømte ikke tidligere blevet straffet for kriminalitet i Danmark. Anklageren krævede i øvrigt en udvisning af den 44-årige cykeltyv, men det afviste dommeren.

Publiceret 10 October 2018 10:22

SENESTE TV