Arkivfoto

Nordsjællands Politi vil gerne have fat i den unge mand, der kastede æg mod en kvindelig beboers dør på Slotsbakken i Hørsholm. Arkivfoto

Udgav sig som Jehovas Vidne og kastede med æg

Ringede på kvindes dør i Hørsholm sent søndag aften

Af
Morten Timm

En 53-årig kvinde havde sent søndag aften en noget besynderlig oplevelse i sit hjem på Slotsbakken. Klokken 22.10 ringede en ung fremmed person på døren og præsenterede sig som Jehovas Vidne.

Han spurgte hende om hun ville være medlem, men den 53-årige takkede pænt nej, hvorefter den unge mand spurgte om ikke hun ville have det æg, han stod med i hånden. Også det tilbud afviste den kvindelige beboer, oplyser Nordsjællands Politi.

I første omgang vendte den unge mand sig for at gå, men han vendte sig om og kastede æg på den 53-åriges vindue og hoveddør.

Til politiet har hun beskrevet ham som dansk af udseende, 16-19 år, 185 cm høj og spinkel af bygning med mellemlangt, brunt, krøllet hår. Han var iført blå jakke og blå cowboybukser.

Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der har set den unge mand, eller mener at kende ham. Henvendelse kan ske på 1-1-4.

Publiceret 15 October 2018 10:42

SENESTE TV