Her er den seneste uges hændelser ifølge Nordsjællands Politi. Modelfoto

Her er den seneste uges hændelser ifølge Nordsjællands Politi. Modelfoto

Se ugens politirapport:

Sushi-snyd og indbrud

TYVERI Fire helårsdæk med fælge blev i tidsrummet fredag 2. november kl. 17 og søndag kl. 10 blevet stjålet fra en Mercedes-Benz E350, der holdt parkeret på Gøngehusvej i Hørsholm. Tyven – eller tyvene – havde ved tyveriet klodset bilen op.

INDBRUD En 77-årig mand på Stærevej i Hørsholm anmeldte tirsdag 6. november kl. 22.54, at en ukendt gerningsmand havde opbrudt et vindue til et værelse og gennemsøgt hele huset, inden vedkommende stjal en computer og efterlod havedøren åben.

SUSHI-TYVERI Uden at betale stak to mænd på 20-25 år af med en større mængde sushi fra en restaurant i Hovedgaden i Hørsholm. Tyveriet skete tirsdag 6. november kl. 19.05. Da de skulle hente sushien tog den ene mand maden og gik ud af restauranten, mens den anden signalerede, at han ville betale. Han spurgte om de tog Mobilepay, men da de sagde nej, ville han lige ringe efter en ven. I samme sekund stak han af i løb. De to sushi-tyve beskrives begge som 170-175 cm høje, mellemøstlig af udseende, brun i huden med sort mellemlangt hår, der stak ud under en sort kasket og med langt hageskæg. Den ene var kraftig af bygning og iført en sort trøje og mørke bukser. Han talte dansk med accent. Den anden bar en beige pullover og mørke bukser. Han talte dansk.

MERE SUSHI-SNYD En 59-årig kvinde fra Rungsted oplyste onsdag 7. november kl. 16.47, at hun i den lokale avis havde læst om to udenlandske mænd, der tirsdag var flygtet fra regningen på en sushi-restaurant i Hørsholm. Det samme var hun vidne til samme dag i Rungsted. De ville betale med mobilpay, hvilket restauranten ikke kunne modtage, hvorfor de ville hente et kreditkort i bilen, men i stedet stak de af. Signalement: Mænd, usoignerede og sjuskede og bar kasket.

INDBRUD En villa på Esbern Snares Vej i Rungsted har mellem 20. oktober og 7. november haft indbrud. Indstigning via hoveddøren. Koster: 1 stk ovn. Udstigning samme vej.

BRANDFARE Rungstedspejderne plejer at kunne klare ærterne selv, men torsdag 8. november kl. 7.42 måtte de alligevel alarmere Nordsjællands Brandvæsen, da deres nyopsatte men defekte julekæde slog voldsomme gnister ved spejderhytten. Ja, så begynder det her med jul og øget brandfare, kunne indsatslederen konstatere efter udrykningen.

STANDSET Politiet stoppede fredag 9. november kl. 17.28 en bil på Grønnegade i Hørsholm for at se nærmere på føreren. Det viste sig, at bilisten tidligere havde fået frakendt sit kørekort og derfor ikke havde noget kørekort på sig. Det forhold er han nu sigtet for.

GÅTUR En 49-årig mand fra København blev søndag 11. november kl. 1.20 sendt afsted på en længere spadseretur. Han måtte nemlig ikke køre videre, efter at en politipatrulje rutinemæssigt stoppede manden i sin bil ud for Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm og konstaterede, at manden kørte uden kørekort. Det blev han sigtet for - og fik ifølge Nordsjællands Politi lov til at gå fra stedet.

INDBRUD Designermøbler blev stjålet fra en villa på Højskolevej i Rungsted ved et indbrud begået fredag 9. november mellem kl. 12.37 og 12.50, hvor et vindue var brudt op.

INDBRUDSFORSØG En ukendt gerningsmand forsøgte lørdag kl. 17.25 at bryde ind på førstesalen i en villa på Hannelundsvej i Rungsted ved at stille en stige op ad facaden.

INDBRUD Bilnøgle og smykker blev stjålet fra en villa på Gardeniavej i Hørsholm. Indbrudstyven opbrød et vinduet lørdag 10. november mellem kl. 12 og 14.40.

INDBRUD Et vindue til en villa på Nivå Stationsvej blev knust ved et indbrud, der er sket fra lørdag 10. november kl. 14 til søndag kl. 9.30. Der blev stjålet elektronisk værktøj.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 12 November 2018 12:03