Arkivfoto: Mostphotos.com

Arkivfoto: Mostphotos.com

Solgte falske jakkesæt:

Armani-manden er tilbage i Hørsholm

Nordsjællands Politi efterlyser en 40-45 årig mand af sydeuropæisk udseende, der snød 51-årig mand fra Hørsholm

Mandag var Armani-manden på spil i nærheden af KongevejsCentret på Usserød Kongevej i Hørsholm.

Her henvendte han sig ved 14-tiden til en 51-årig mand fra Hørsholm, og spurgte om vej til lufthavnen.

Armani-manden blev vejledt, og som tak tilbød han anmelder tre jakker af mærket Emporio Armani. Derudover ønskede manden at sælge et rødt sæt tøj for ikke at have overvægt i lufthavnen.

Anmelder afslog først, men da Armani-manden bad anmelder om selv at foreslå en pris, indvilligede anmelder alligevel, og de to mænd kørte til en nærliggende hæveautomat, hvor de udvekslede tøj og penge.

Da anmelder kom hjem, opdagede han, at tøjet ikke var af en kvalitet svarende til mærket, og i tøjet stod der 'Made in China'.

Nordsjællands Politi efterlyser Armani-manden der beskrives som sydeuropæisk af udseende, 40-45 år, ca. 180 cm., muskuløs af bygning, brun i huden og med kort sort hår. Iført brunlig skjorte.

Han talte engelsk med sydeuropæisk accent. Yderligere kendetegn er tatoveringer på yderste led af flere fingre.

Publiceret 05 February 2019 17:00