Politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi forklarer på pressemødet sent lørdag aften hvad politiet ved om skyderiet i Rungsted, der kostede en 20-årig mand fra Nivå livet og formentlig er et bandeopgør mellem to grupper fra Nivå og Kokkedal.

Politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi forklarer på pressemødet sent lørdag aften hvad politiet ved om skyderiet i Rungsted, der kostede en 20-årig mand fra Nivå livet og formentlig er et bandeopgør mellem to grupper fra Nivå og Kokkedal. Foto: Morten Timm

Rungsted-skyderiet: 20-årig mand fra Nivå dræbt

Det var formentlig grupper fra Nivå og Kokkedal, der skød løs på hinanden - yderligere anholdelser i nat i Hundige

Af
Morten Timm og Fred Jacobsen

Det var en 20-årig mand fra Nivå, der lørdag aften måtte lade livet efter skyderierne på en rasteplads på Rungsted Strandvej over for nummer 217.

Fire andre mænd i alderen mellem 20 og 27 år blev såret, to af dem lettere og to på en måde, så deres skader skal behandles. De blev i ambulancer kørt til Rigshospitalet under politieskorte.

Politiet har anholdt 14 personer i forbindelse med skyderiet - og har i nat ifølge pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henriette Døssing, under en politiaktion i Hundige syd for København anholdt yderligere et antal personer. Det er ikke oplyst, hvor mange det drejer sig om og hvilken forbindelse de har til Rungsted-skyderiet.

Klammeri på café

På et pressemøde på politigården i Helsingør sent lørdag aften oplyste politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi, at skyderiet efter alt at dømme er et opgør mellem to lokale bandegrupperinger. Ifølge eb.dk drejer det sig om grupperinger fra Nivå og Kokkedal, som skulle have mødt hinanden tidligere på lørdagen på en café. Her var de kommet i klammeri, og uenighederne udviklede sig siden til det fatale skyderi, der kostede den 20-årige fra Nivå livet og sårede fire andre.

Nordsjællands Politi måtte indkalde hjælp fra andre politikredse for at håndtere den voldsomme opgave med skyderiet på Rungsted Strandvej. Foto: Bjørn Nielsen, Byrd

Politiet fortalte på pressemødet, at man efter anmeldelsen kl. 18.03 nåede frem til gerningsstedet til kaotiske scener med flere sårede og den ene person, der havde mistet livet.

Ingen udover personerne fra de to bandegrupperinger er blevet ramt ved skyderiet.

Gerningsmænd på fri fod

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra folk, der har set noget op til og under skyderiet. De bedes kan henvende sig på 1-1-4.

De fire sårede - ifølge Nordsjællands Politi - blev alle eskorteret til Rigshospitalet, hvor de nu bliver bevogtet af politiet, der er opmærksom på mulige hævnaktioner.

Politiindsatsen i Rungsted har været så omfattende, at der er blevet indkaldt mandskab fra andre politikredse.

Publiceret 07 April 2019 09:40