En herreløs pakke fik mandag eftermiddag myndighederne til at stoppe togene og afspærre et større område omkring Rungsted Kyst Station.

En herreløs pakke fik mandag eftermiddag myndighederne til at stoppe togene og afspærre et større område omkring Rungsted Kyst Station. Foto: Bjørn Nielsen, Byrd

Alarm i Rungsted afblæst:

Pakken var harmløs

Herreløs pakke stoppede mandag togtrafikken i Rungsted og spærrede stationsområdet af

Af
Fred Jacobsen

Rungsted kom mandag igen i fokus. Og igen var der politibiler og ambulancer involveret - og denne gang også brandbiler - og et større område omkring Rungsted Kyst Station blev spærret af.

Det store opbud af udrykningskøretøjer tidligt på eftermiddagen skyldtes dog hverken et nyt bandeskyderi eller en fejring af det danske ishockeymesterskab til Rungsted Seier Capital, der gik over gevind, men en pakke, som togpersonalet var usikker på.

Derfor standsede toget i Rungsted, alle passagerer blev bedt om at forlade toget og politi og bomberyddere undersøgte den herreløse pakke, som til alt held viste sig at være aldeles ufarlig.

Mens undersøgelsen fandt sted var der ingen togtrafik mellem Helsingør og Skodsborg. Trafikken kom i gang igen senere på dagen.

Publiceret 23 April 2019 18:00