Mand fra Hørsholm fængslet i drabssag:

Læge Charlotte Asperud fik 19-20 slag i hovedet

54-årig Hørsholmborger varetægtsfængslet i fire uger for mordet på læge Charlotte Asperud fra Tisvildeleje

Af
Jens Berg Thomsen

En 54-årig mand fra Hørsholm er ved et lukket grundslovsforhør varetægtsfængslet i fire uger. Han blev anholdt mandag på sin bopæl og sigtet for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud fra Tisvildeleje, der blev overfaldet natten til tirsdag den 30. april i sit hjem.

Oven i sigtelsen for drab, har anklagemyndigheden også sigtet manden for hjemmerøveri.

"Han nægter sig skyldig," fortæller senioranklager Bente Schnack.

Nordsjællands Politi har kaldt overfaldet "særdeles groft" tidligere og valgte i løbet af efterforskningen at offentliggøre en voldsom lydfil fra selve overfaldet.

Natten til 30. april blev den 58-årige Charlotte Asperud i sit hjem i Tisvildeleje udsat for et voldsomt overfald, som hun efterfølgende døde af. Foto: Privat

Natten til 30. april blev den 58-årige Charlotte Asperud i sit hjem i Tisvildeleje udsat for et voldsomt overfald, som hun efterfølgende døde af. Foto: Privat

Ifølge Ekstra Bladet fik Charlotte Asperud 19-20 slag i hovedet af den 54-årige, der er sigtet for forsøg på at aftvinge sit offer værdier ved vold eller trussel om det samme. Nordsjællands Politi har tidligere fortalt, at der ikke umiddelbart var stjålet noget fra huset i Tisvildeleje.

Efterforskningsleder og politikommissær Henrik Gunst vil ikke på nuværende tidspunkt fortælle, hvordan man har fundet frem til den 54-årige, der er kendt af politiet i forvejen.

Der blev nedlagt navneforbud ved grundlovsforhøret, og den 54-årige kærede dommerens fire ugers varetægtsfængsling til landsretten.

Publiceret 14 May 2019 11:58