Se video efter knivdrama:

16-årig fængslet i to uger

31-årig angrebet med kniv i Kokkedal. En 46-årig mand løsladt efter grundlovsforhør onsdag, hvor dommer varetægtsfængslet den 16-årige, der sigtes for grov vold

Af
Peter Mailand

Ifølge Politiets anklagemyndighed gik en 16-årig dreng og en 46-årig mand tirsdag aften til angreb på en 31-årig mand med kniv.

Den 31-årige forsvarede sig med kniv, og både den 31-årige og den 46-årige blev stukket ved knivstikkeriet.

Det skete klokken 21.15 og umiddelbart efter politiet var massivt tilstede i området. Både den 16-årige og den 46-årige blev anholdt.

Hvad der herefter skete på Mellemengen i Kokkedal, hvor en større gruppe personer var tilstede, skal politiets efterforskning nu afklare.

De to anholdte, der begge er fra Kokkedal, blev onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Helsingør.

Navneforbud og lukkede døre

Her blev der nedlagt navneforbud i sagen og samtidig blev dørene lukket efter anmodning fra anklagemyndigheden. Anklager Kenn Jørgensen nævnte, at der fortsat er vidner der ikke er blevet afhørt, og tilføjede at nogle vidner kunne være tilstede blandt tilskuerne i retslokalet.

Ifølge sigtelsen, der lyder på grov vold efter straffelovens §245, gik den 16-årige og den 46-årige sammen til angreb på den 31-årig mand med kniv.

Efter grundlovsforhøret blev den 16-årig dreng varetægtsfængslet i 14 dage, mens den 46-årig mand blev løsladt igen.

Ifølge anklager Kenn Jørgensen venter der nu et større arbejde med at klarlægge, hvad der præcist skete tirsdag aften i Kokkedal.

"Der er en større gruppe tilstede da det sker, men nu skal politiet finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, det er helt almindelig klassisk politi efterforskning," siger han til Ugebladet.

Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.

Publiceret 20 June 2019 10:13