Det er indbrud, der prægede politiets døgnrapporter i sidste uge.

Det er indbrud, der prægede politiets døgnrapporter i sidste uge. Arkivfoto

Politirapport:

Indbrud, beslaglæggelse og narkokørsel

Uddrag fra Nordsjællands Politis døgnrapporter fra Hørsholm og omegn i den forgangne uge

BIL BESLAGLAGT En 53-årig mand fra Hørsholm fik onsdag den 10. juli klokken 10.10 beslaglagt sin bil, da det var tredje gang, han blev taget for at køre bil selvom han var frakendt sit kørekort, hvilket han blev sigtet for.

NARKOBILIST UDEN KØREKORT En 17-årig ung mand fra Helsingør blev klokken 04.30 natten til torsdag den 11. juli standset ved Hørsholm, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Den 17-årige havde ikke noget kørekort og var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret samt kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

INDBRUD Sprut og kontanter. Det var udbyttet fra et indbrud i en villa på Ålhøj i Hørsholm. Ved indbruddet der skete i tidsrummet fra mandag 8. juli til onsdag 10. juli blev et vindue til stuen aflistet.

INDBRUD Beboerne i en villa på adressen Ved Højmosen i Hørsholm kom hjem fra ferie til en villa hvor der havde været indbrud. Ved indbruddet der skete i tidsrummet fra 2. juli til 10. juli blev et vindue brudt op. Der var dog intet overblik over, hvad der blev stjålet, da sagen blev anmeldt til politiet.

INDBRUD Tirsdag den 9. juli var en listetyv på spil i Sophielund i Hørsholm. Her gik tyven ind ad en åben altandør til en lejlighed og stjal smykker fra boligen. Der var ellers intet overblik andre tyvekoster, da sagen dagen efter blev anmeldt til politiet.

INDBRUD Smykker og kontanter. Det var udbyttet fra et indbrud i en villa på adressen Ved Højmosen i Hørsholm. Ved indbruddet der skete i tidsrummet fra torsdag 4. juli til tirsdag 9. juli, blev skodderne til et værelse brudt op.

INDBRUD Beboerne i en villa på Gøgevang i Hørsholm kom tirsdag 9. juli hjem og kunne konstatere at der havde været indbrud i villaen. Ved indbruddet der er sket i tidsrummet mellem fredag 5. juli og tirsdag 9. juli blev et kældervindue brudt op. Det var dog intet overblik, da sagen blev meldt til politiet.

INDBRUD I BIL Natten til lørdag den 6. juli, blev et navigationsanlæg stjålet fra en Volkwagen, som holdt parkeret i Bolbrodalen i Rungsted Kyst. Indbruddet skete i tidsrummet fra fredag 5. juli klokken 23.00 og lørdag 6. juli klokken 06.30, og tyveriet blev anmeldt mandag den 8. juli klokken 10.41.

Kilde: Nordsjællands Politi og Nordsjællands Brandvæsen

Publiceret 16 July 2019 06:00