Der har været en række indbrud med kostbaret udbytte i Hørsholm i den seneste uges tid.

Der har været en række indbrud med kostbaret udbytte i Hørsholm i den seneste uges tid. Foto: Adobe Stock

Sket i ugen:

Indbrud, atter indbrud - og lidt ballade

Uddrag af Nordsjællands Politis døgnrapporter fra den forgangne uge

INDBRUD Ved et indbrud på Stakkeledet i Hørsholm mellem lørdag 13. juli kl. 11 og fredag 19. juli kl. 8 gik det ud over både skur, garage og selve huset. I skuret og fra garagen er der stjålet adskilligt værktøj, som gerningsmanden eller -mændene fik adgang til ved at bryde en dør op. De skaffede sig også adgang til selve huset, hvor de løb med en bærbar pc, en tablet, en playstation, smykker samt et ur. Der blev brudt et vindue op for at komme ind i huset.

INDBRUD ligeledes på Stakkeledet mellem mandag 15. juli kl. 15 og søndag 21. juli kl. 14. En terrassedør brudt op, og fra huset blev der stjålet højttalere, et fjernsyn, ure, pc og smykker.

INDBRUD også på Slettevang i Hørsholm. I tidsrummet fra lørdag 13. juli kl. 13 til fredag 19. juli kl. 17.30 kom kom gerningsmanden eller -mændene ind i huset ved at afliste et vindue til et værelse og tømte så huset for kontanter, et ur og manchetknapper.

INDBRUD registreret på Opnæsgård fredag 19. juli mellem kl. 08.30 og kl. 16.15, hvor der blev brudt en hoveddør op. Her er der ikke noget overblik over, hvad der er stjålet.

INDBRUD i villa på Ubberødvej i Hørsholm. Fra mandag 15. juli kl. 7 til onsdag 17. juli kl. 20. Vindue ind til soveværelse knust med en sten. Udbyttet er ikke gjort op.

INDBRUD på Fruerhøj i Hørsholm. Mellem mandag 15. juli kl. og onsdag 17. juli kl. 12.45. Rude ved siden af hoveddør knust med sten. Intet overblik over det stjålne.

INDBRUD på Bomosevej i Hørsholm mellem søndag 14. juli kl. 20 og onsdag 17. juli kl. 13. Indgang via opbrudt vindue. Koster: elektronik, herunder tv og højtalere.

INDBRUD TYven eller tyvene kom ind i et værelse via en havedør ved et indbrud på Constantiavej, Rungsted Kyst, mellem søndag 14. juli kl. 12 og onsdag 17. juli kl. 12.30. Der blev stjålet smykker.

BALLADE To grupper unge kom kl. 01.14 natten til onsdag 17. juli op at toppes i forbindelse med to fester på Imortellevej i det sydlige Rungsted. Her blev en 23-årig mand slået i hovedet med en sten, så han fik en flænge i hovedbunden og sparket på kroppen, da han forsøgte at standse uenighederne. Den 23-årige har givet følgende signalement af sin overfaldsmand: Mand, 18-20 år, brun i huden, mørke krøller, iført sandfarvet skjorte/polo.

INDBRUD på Græsager i Kokkedal mellem mandag 15. juli kl. 10 og 16. juli kl. 12.20. Vindue opbrudt med ukendt genstand. Koster: Endnu intet overblik.

INDBRUD Der har været uvelkomment besøg i en villa på Solsortevej i Hørsholm mellem lørdag 13. juli kl. 17 og tirsdag 16. juli kl. 17.18. De besøgende er kommet ind via en opbrudt terrassedør. Intet overblik over det stjålne.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 23 July 2019 10:20