En medarbejder hos Rema 1000 blev truet med kniv af to mænd.

En medarbejder hos Rema 1000 blev truet med kniv af to mænd. Modelfoto: Adobe Stock

Røveri i supermarked:

Truede ansat med kniv

To mænd trak en kniv mod en medarbejder i Rema 1000 i Hørsholm, da de blev afsløret i at ville stjæle varer

Af
Morten Timm

Nordsjællands Politi har gode spor af de to mænd, den ene knivbevæbnet, der torsdag eftermiddag røvede varer fra supermarkedet på Usserød Kongevej.

Politiet modtog en anmeldelse fra Rema 1000 kl. 17.51, hvor de to mænd havde indfundet sig i butikken og forsøgte at stjæle diverse varer.

En medarbejder opdagede, hvad de to mænd havde gang i og konfronterede dem i midtergangen, hvor den ene pludselig trak en kniv. Herefter lykkedes det dem at flygte fra forretningen med varerne.

På baggrund af både vidneudsagn og videoovervågning meddeler Nordsjællands Politi, at de har gode spor at gå efter, men de ønsker af efterforskningsmæssige årsager ikke at gå nærmere i detaljer på nuværende tidspunkt.

Publiceret 09 August 2019 11:31