Caroline Petersen på Amigo fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Caroline Petersen på Amigo fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Det dejlige liv i Hørsholm Rideklub

Eller bare 'Hørs', som rideelever, forældre og ansatte kalder stedet på Gøgevang 83 i Hørsholm. I dag fejrer Hørsholm Ridehus 70 års jubilæum

Hørsholm Rideklub er et samlingspunkt for børn, unge og gamle, der elsker heste. Og der er mange. Klubben har cirka 200 aktive medlemmer, hvoraf langt de fleste er børn og unge. Hovedparten går til ridning i rideskolen, men der er også en del, der har egen hest opstaldet på 'Hørs', som stedet kaldes i daglig tale. Der er 9 rideskoleheste og 27 opstaldede heste. Klubben er medlem af Danmarks Rideforbund (DRF), hvilket betyder at klubben lever op til de krav DRF stiller om f.eks. sikkerhed, hestevelfærd og fair sport. Klubben, som den fungerer i dag, har eksisteret i 7 år, men der har været en Hørsholm Rideklub på stedet siden 1940.

God stemning på 'Hørs'

De børn, der går til ridning, er som regel ret hurtige til at smutte hjem fra skole, får skiftet tøj og suset op til rideskolen på cyklen for at sige hej til yndlingsponyen. Når de ved hvilke heste, de skal ride på, strigler og nusser de om ponyerne, som var de deres egne. Nogle af de mindre børn har deres forældre med til at hjælpe, og mange af forældrene har selv gået til ridning, så de får frisket deres evner for hestehåndteringen op. Rigtig mange af de børn, der går til ridning på Hørs, er faktisk at finde på Hørs mange flere dage om ugen end de går til ridning. Hørs er et sted, hvor børnene har et frirum og kan komme, når de har lyst. De ansatte ser dem og snakker med dem, men for det meste hænger de bare ud med de andre ”hestepiger” og får nye venner gennem klubben. Rytterstuen på Hørs er børnenes foretrukne ”hænge-ud-sted”, men de er ofte også at finde i sadelkammeret i færd med at pudse sadler eller på græsset ved ridebanen, eller måske på ridebanen i færd med at springe over spring – uden hest! Om søndagen er der ikke rideskole, men hver rideskolehest har en halvpart, dvs. en elev i rideskolen, der rider en gang om ugen på et hold og en gang om søndagen uden undervisning. De elever, der har part har her muligheden for at snuse til, hvordan det er at have egen hest, da deres part også indebærer, at de passer hesten, selvom den skulle være syg, og at de pudser sadel og hovedtøj en gang om måneden. De privatejede heste bliver selvfølgelig også nusset og passet, deres ejere kommer på alle mulige tidspunkter på dagen, for rideklubben er åben dagligt fra klokken 7 til 22. Der er altid liv på Hørs.

Josephine Hansen på rideskolehesten. Foto: Arnason.dk

Josephine Hansen på rideskolehesten. Foto: Arnason.dk

Undervisningen

Når rideskolens elever er færdige med at strigle og sadle hestene op, trækker de som regel ind i ridehuset. Det store flotte ridehus er rammen for undervisningen størstedelen af året. Der er hold hver dag fra ca. kl. 15 til 18 og igen 19 til 20, om lørdagen dog fra klokken 9 til 13. Der er rideundervisning hele året rundt. Holdene er inddelt i niveauer som er kategoriseret udfra, hvad eleverne skal lære på det pågældende hold. Kategorierne er Shetlandsponyhold, Haflingerhold, New Forrestponyhold, Oldenborgerhold, DVhold, Springhold, Voksenhold og Handicaphold. På jubilæumsdagens første indslag vil rideskoleelever på de forskellige hold vise hvad de kan. Og derefter vil privatryttere vise kvardrillie ridning. Undervisningen er planlagt og halvårsplanerne bliver udleveret til eleverne i august og i januar. Her kan man læse hvad hvert enkelt hold skal arbejde på at lære det kommende halve år og hvilke aktiviteter, der er planlagt. Klubben modtager ofte en positiv kritik af klubben fra forældre, hvis børn går til ridning. En af de ting, der ofte anerkendes er undervisernes tålmodige og venlige tilgang til eleverne samt deres faglige niveau. Klubbens undervisere tager deres arbejde meget alvorligt.

Luca Swane Lund fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Luca Swane Lund fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Rideskolehestene

Hørsholm Rideklub og Hørsholm Kommune ejer de ti rideskoleheste/ponyer, som dagligt bruges i rideskoleundervisningen. De ni ponyer/heste er Puzzle, Angel, NY, Pixiline, Jamie, Chaplin, Elvis, Cassini, Patrick

Victoria Løbner på Elvis fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Victoria Løbner på Elvis fra HØRS. Foto: Arnason.dk

De ansatte

Carina Bonde Holm og Pernille Krümmel får Hørs til at fungere i dagligdagen. De fodrer og muger ud hos hestene og sørger for at alt kører på skinner: Tilser heste der har fået skrammer, lukker heste ud og ind fra fold hver dag, renser tagrenderne, slår græsset, harver banerne, gør rent på toiletterne, uden dem - ingen Hørs. Der er tre undervisere i Hørsholm Rideklub. Lone Thomsen er rideskolens faste underviser, hun har størstedelen af holdene og tager sig af det pædagogiske ved udarbejdelse af halvårsplanerne, afholder forældrekurser, sørger for at rideskolehestene får den rette træning og genoptræning ved sygdom, og har i det hele taget det store overblik. Hun arbejder selvfølgelig også sammen med de to andre undervisere om mange opgaver. Lone har en dag om ugen, hvor hun ikke underviser, men i stedet arbejder i stalden. Denne dag er Pernille Krümmel underviser på børneholdene. Mette Eickhoff er den tredje underviser, hun underviser et børnehold og et voksenhold, og er desuden miljøansvarlig på Hørs.

Apollon fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Apollon fra HØRS. Foto: Arnason.dk

Heste opstaldet

De 27 heste der er opstaldet på Hørs ejes af mange forskellige mennesker. Alle de ansatte har en eller to heste. Der er 10 ponyer og 17 heste, der ejes af private. Mange af de piger, der har egen pony, har været rideskoleryttere og partryttere på Hørs, før de fik deres hest. Mange af pigerne starter klubstævner, enkelte starter distriktsstævner. De fleste heste ejes af voksne med meget forskellige baggrunde og med forskellige tilgange til ridningen. Nogle er ambitiøse ryttere, der ønsker at nå et bestemt mål inden for deres disciplin, enten spring eller dressur, andre er turryttere eller mindre ambitiøse ryttere, som nyder at ride og blive dygtigere, men hvor sportslige præstationer kommer i anden række.

De frivillige

Klubben drives af en frivillig demokratisk valgt bestyrelse. Mange af bestyrelsesmedlemmerne er hesteejere, eller forældre til hesteejere. Mange af de frivillige der hjælper til til stævner og arrangementer er børn og forældre til børn, der går til ridning i rideskolen.

Arrangementer

Udover den faste daglige rideundervisning afholder klubben mange hyggelige arrangementer for børn til fastelavn, pinse, om sommeren og ved juletid. Fire til seks gange om året afholder klubben stævner i disciplinerne spring og dressur. Her kommer der mange deltagere fra hele Nordsjælland.

null

Publiceret 29 August 2010 10:30

SENESTE TV