DEBAT:

Fokus på Hørsholms børn og unge – også efter KV17

Af Lis Lindberg Møller, på vegne af tillidsrepræsentant-gruppen i Hørsholm: Der har været et stærkt tiltrængt fokus på børne- og ungeområdet i den kommunale valgkamp. Vi, pædagogernes tillidsrepræsentanter, håber på handling. Den netop overståede valgkamp har på børne- og ungeområdet har særligt handlet om normeringer i daginstitutionerne. Flere partier og kandidater har profileret sig på et ønske om at prioritere børnene og sikre både bedre normeringer i daginstitutionerne og bedre ressourcer i skolerne. Vi pædagoger mærker hver dag konsekvenserne af de besparelser, der er foretaget de seneste mange år på børne- og ungeområdet. Vi håber, at det er nu bøtten vender, og at de nyvalgte politikere i Hørsholm vil fortsætte den linje, der er lagt, med det netop vedtagne budget 2018. Det er nødvendigt for Hørsholms børn og for den pædagogiske faglighed i Hørsholms pædagogiske tilbud. I foråret viste en BUPL-undersøgelse i Hørsholm, at tre ud af fire pædagoger på en tilfældig dag i Hørsholms vuggestuer og børnehaver oplever at stå alene med den samlede børnegruppe på gennemsnitligt 20 børn i knap en time. Næsten hver tredje pædagog svarede, at de inden for det sidste år har oplevet, at det var uforsvarligt eller decideret farligt at stå alene med den samlede børnegruppe. Det er i relationen til barnet, at den pædagogiske faglighed udfoldes, og det er i relationen, at barnets udvikling styrkes. Så det er afgørende, at vi pædagoger har rum til at udfolde vores faglighed og være nærværende voksne. Derfor er vores bøn til jer nyvalgte politikere, at I arbejder for, at vi, vores kolleger og børnene ikke oplever at være en pædagog til alt for mange børn. I skolen har vi brug for at styrke samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Det vil give skolerne et kvalitetsløft at få begge fagligheder mere i spil, så børnenes udvikling styrkes både fagligt og socialt. Så kære nyvalgte politikere i Hørsholm. Vi ønsker jer tillykke med valget og velkommen i arbejdstøjet for at skabe det bedst mulige børne- og ungeliv i Hørsholm.

Publiceret 20 December 2017 08:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV