Tvivler på isen bliver tyk nok

Fungerende leder af Hørsholm Materielgården Knud Breum tror desværre ikke længere vi når en istykkelse på 13 cm

Af
Morten Timm

Morten Timm

Hvor prognoserne fredag var positive for, at isen på Slotssøen ville blive tyk nok til at blive åbnet for skøjteløb, så er de nyeste meldinger mere pessimistiske.

Fungerende driftleder Knud Breum, Hørsholm Materiegård må desværre oplyse, at de 11 cm, som istykkelsen blev målt til fredag er præcis den samme her i dag mandag.

“Med dagens snefald og de næste dages vejrudsigt, så tvivler jeg på, at vi får åbnet isen i denne vinter,” lyder vurderingen fra Knud Breum.

Netop sneen er ikke fordrende for isen. Dels isolerer den og minsker dermed isdannelsen i bunden, dels vil der med plusgrader om dagen og nattefrost blive dannet en skorpe på sneen, som er med til at ødelægge skøjtekvaliteten af isen.

Ifølge Knud Breum vil man heller ikke prioritere at rydde isen for sne, før al anden snerydning i kommunen er klaret.

Indtil Hørsholm Kommune har givet grønt lys er det ifølge politiet forbudt at bevæge sig ud på den hårde sø-overflade.

Publiceret 05 March 2018 12:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV