Mindeord om Bargib og Ivan den aktive

Ivan Bargsteen, Hørsholm, er sovet stille ind. Han blev 88 år

Af
Af Kim Bargsteen

En Hørsholmborger gennem 60 år er her ikke mere. Vores kære elskede far, bedstefar, oldefar og svigerfar Ivan Bargsteen er tirsdag 13. marts 2018 sovet ind.

Han blev 88 år.

Ivan Bargsteen, der blev født 17. oktober 1929, har været et meget aktivt menneske i Hørsholm og omegn. I 1958 kom han og hans kone Bente Bargsteen med deres lille søn Kim til Rungsted efter Ivans militære karriere som løjtnant, blandt andet som udsendt til den danske kommando i Itzeho i Nordtyskland.

I Rungsted havde det unge par forpagtet ESSO-tanken over for Rungsted Havn. Tre slidsomme år for at få tanken banket op, og bagefter kommer de to døtre Ann og Pia til på Kildevej.

Ivan havde hele tiden idéer om udvidelse, og det blev til salg af både på havnen og på et tidspunkt blev det import af BF Goodrich-dæk fra USA, og her blev Hørsholm Mølle først lejet og senere købt af Hørsholm Kommune, hvor han så endelig i begyndelsen af 70'erne lagde alle sine kræfter i firmaet Bargib Autogummi, der holdt til på møllen.

Frem til Ivan fylder 60 år er det han knokler med, mens Bente passer kontoret.

Så bliver det Civilforsvaret Hørsholm, hvor Ivan tager ti år som materiale forvalter.

Derefter danner sommerhuset i Liseleje rammen om ti gode pensionist-år.

Stort frivilligt arbejde

Ringen sluttes da Ivan og Bente flytter tilbage til Hørsholm, som nabo til Hørsholm Mølle, som allerede havde været centrum om Ivans store passion for håndværket. Det blev til starten på Håndværktøjsmuseet på Hørsholm Mølle.

For Ivan havde det social-frivillige foreningsarbejde en meget stor plads i hans hjerte. Det begyndte allerede i barndommen i Randers, hvor han havde stor glæde ved spejderlivet, og derfor blev Sct. Georgs Gilderne en naturlig ramme for hans lyst til at være med til at se ting blive til virkelighed, herunder børnehjælpsdage, børnehaverne på Alsvej, spejderløb, polske børnehjælpsbørn m.m.

På møllen blev det Håndværkerforeningen med studiekreds og en titel som Fuglekonge. Ældrerådet fik også del i Ivans energi, som del af det lokalpolitiske i Hørsholm.

Efter Bentes død levede Ivan de sidste år i beskyttet bolig, da demensen gør livet svært. Helt privat elskede Ivan sin familie og tog meget gerne på rejser i den store verden.

På lørdag 17. marts slutter så en epoke. Kapellet på Hørsholm Kirkegård vil kl. 15 danne rammen om hans bisættelse.

Bagefter bydes der gravøl/kaffe på Hørsholm Mølle.

Æret være hans minde

Ivan vil blive savnet!

Familien

Publiceret 14 March 2018 10:45

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV