Rungsted-forløsning kaster kontraktforlængelse af sig

For første gang i mere end 10 år er Rungsted Seier Capital i DM-semifinalerne, og det har kastet en ny kontrakt af sig til træner Peter Johansson

Af
Joachim Weichel

Svenske Peter Johansson, der som træner har indløst Rungsted-fansenes forhåbninger for første gang siden 2006 ved at kvalificere holdet til DM-semifinalerne, har fået forlænget sin kontrakt til udgangen af 2018/2019-sæsonen. Det sker umiddelbart efter, at han sikrede Rungsted Seier Capital-mandskabet en billet til Metalligaens semifinaleserie.

Hovedpersonen selv er glad for, at fremtiden er på plads for den kommende sæson, hvor han ser frem til at arbejde videre med projektet og skabe yderligere kontinuitet.

"Jeg synes, vi har taget store skridt i Rungsted, både på og udenfor banen, og ambitionerne om at styrke udviklingen var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg gerne ville fortsætte i Rungsted," fortæller Peter Johansson, som også nyder stor anseelse hos Rungsted-direktør Thomas Friberg.

"Peter har formået at få spillerne til at rykke sammen i bussen og forberede dem til de vigtige kampe. Vi tror på, at kontinuitet er vejen frem til at etablere sig i toppen af den danske liga," siger direktøren.

null

Publiceret 28 March 2018 17:00

SENESTE TV