Golfturnering skal hjælpe børn i nød

Hørsholm Golf afholder turnering der skal støtte foreningen Make-A-Wish

I anledningen af Golfens Dag afholder Make-A-Wish Danmark 22. april en Ønskegolf turnering i samarbejde med Hørsholm Golf, hvor der vil være et program for både øvede spillere, og for nybegyndere – og man kan selvfølgelig spille med uden at være medlem.

“Det bliver en rigtig festlig dag, der kulminerer med overrækkelsen af ønsker til to ønskebørn i Restaurant Lerbækgaard på klubarealet. Der kommer besøg af Make-A-Wish ambassadører fra 501st. Legion Danish Garrison i Star Wars kostumer, og Ferrari Owners Club tilbyder prøveture i flotte Ferrari biler. Alt sammen til fordel for Make-A-Wish Danmark,” skriver Make-A-Wish i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Det bliver en dejlig dag i golfens tegn samtidig med, at man gør en forskel for alvorligt syge børn. For deltagergebyret med videre går til Make-A-Wish Danmark, så vi kan opfylde ønsker for børn med livstruende sygdomme.

Siden 2001 har Make-A-Wish Danmark opfyldt cirka 1.850 ønsker for børn og unge med livstruende sygdomme. Det har været alt fra ture til Disneyland, en pony, en ny computer eller et møde med sangeren Rasmus Seebach. Ønskerne finansieres af bidrag fra private, erhvervsliv, foreninger med videre.

Publiceret 01 April 2018 06:00

SENESTE TV