Hørsholmkoret med til at opføre to storværker

Schuberts 8. og Messa di Gloria kan opleves i Trommen onsdag 18. april

Godt 100 sangere og 50 musikere er gået sammen om at opføre to romantiske storværker, nemlig Schuberts 8. symfoni og Puccinis Messa di Gloria.

De kan opleves onsdag 18. april kl. 19.30 i Trommen, hvor formand for kultur- og fritidsudvalget Nadja Hageskov indleder.

Nordsjællands Sinfonia lægger ud med Schuberts 8. symfoni, den såkaldt ufuldendte fra 1822, som regnes for en af de første romantiske symfonier på grund af dens meget lyriske karakter.

Derefter opfører orkester og tre kor, Gladsaxe Kammerkor, Hørsholm-Koret og Helsingør Kammerkor, 'Messa di Gloria'.

Messens solistpartier synges af Bo Kristian Jensen, tenor, og Hans Lawaetz, baryton. Det hele styres af dirigenten Klaus Munk-Nielsen.

Giacomo Puccini komponerede ,Messa di Gloria, i 1880 ved sin afgangseksamen fra Istitute Musicale Pacini i Milano. Værket består af de traditionelle messesatser: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. Satserne er af meget forskellig varighed, den længste er Gloria, som fylder lige så meget som de andre til sammen, og som blandt andet indeholder den fejende fuga til teksten 'Cum Sancto Spiritu'.

Entré 120 kr., unge under 16 og studerende 60 kr. betales ved indgangen.

Publiceret 02 April 2018 05:00

SENESTE TV