Direktør Tonny Juul Jensen fylder 60 år. Pressefoto

Direktør Tonny Juul Jensen fylder 60 år. Pressefoto

Norfors-direktør fylder rundt

Reception torsdag for Tonny Juul Jensen, der fylder 60 år

Administrerende direktør for I/S Norfors Tonny Juul Jensen fylder 60 år.

Tonny Juul Jensen kom til affalds- og fjernvarmeselskabet Norfors som vicedirektør i 1995, og har siden årtusindskiftet været administrerende direktør for selskabet, der ejes i fællesskab af Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal Kommune.

Hos Norfors har Tonny Juul stået bag selskabets betydelige udvikling indenfor etablering og drift af genbrugspladser, kraftvarmeanlæg, fjernvarmeforsyninger mv., så Norfors i dag er en central aktør på miljø- og energiområdet i Nordøstsjælland. Opgaverne spænder vidt, mens specielt udvidelsen af ejerkredsen og udbygningen af genbrugs- og fjernvarmeområderne har været blandt de store udfordringer. Og den netop afsluttede fornyelsen af Usserødværket, som har stået på gennem næsten 10 år, har også stået højt på dagsordenen.

At fødselaren skulle blive forsyningsdirektør i whiskybæltet, lå nu ikke i kortene, da han blev færdig som civilingeniør i 1982. Med speciale i bærende konstruktioner var det første job hos entreprenørfirmaet Christiani og Nielsen A/S, hvor opgaverne var store anlægsprojekter i ind- og udland. Efter en HD i finansiering gik turen videre til det rådgivende ingeniørfirma Rambøll, hvor opgaverne snart blev koncentreret indenfor det voksende miljøområde, og fra 1989 blev Tonny Juul afdelingsleder for Miljøplanlægning.

Tonny Juul Jensen har også gennem årene været aktiv i brancheforeningen Dansk Affaldsforening, og endvidere er han bestyrelsesmedlem i A/S Afatek, Dansk RestproduktHåndtering A.m.b.a, I/S Alfa Specialaffald og Helsingør Kraftvarmeværk A/S.

Reception torsdag den 20. september 2018, kl. 15-17 hos I/S Norfors, Savsvinget 2, Hørsholm.

Publiceret 19 September 2018 15:30

SENESTE TV