Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fredensborg fastholder venskabsbyer

Mens flere og flere kommuner dropper venskabsbyer holder politikerne i Fredensborg antageligvis fast i deres ikke færre end seks venskabsbyer, og 'trodser' dermed den nye trend.

En opgørelse viser, at de danske kommuner i dag har 507 venskabsbyer. Før kommunalreformen var tallet over 900. Flere og flere kommuner dropper tidligere års venskabsbysamarbejder. Det fremgår af en undersøgelse Ritzau offentliggjorde i forrige uge. Efter kommunalreformen satser et stigende antal kommuner ikke længere på det brede venskabsbysamarbejde, men mere målrettede og veldefinerede projekter.

"Tiden er løbet fra det traditionelle venskabssamarbejde med julekort og hyggelige besøg. Som vi driver kommunerne i dag, skal det internationale arbejde have et mere direkte mål, så det udvikler vores egen kommune og forbedrer vores arbejde. Vi skal have mere valuta for pengene, siger Torben Grønnegaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han har skrevet til alle tidligere venskabsbyer og fortalt, at det er slut med at være venner på kommunalt niveau.Peter Fjering fra Kommunernes Landsforening forudser, at kommunerne i stigende grad vil lave kortere, projektbaserede samarbejder - blandt andet med støtte fra EU, der ofte kræver at partnere i projekter på tværs af landegrænser.

I Fredensborg har Venskabsbykomiteen ikke reageret på pressemeddelelsen fra Ritzau, så Ugebladet har spurgt formand for komiteen Flemming Rømer, om denne undersøgelse får Venskabsbykomiteen til at tage sagen op efter sommerferien. I skrivende stund har Flemming Rømer ikke svaret på henvendelsen.

I venskabsbykomiteen sidder politikerne Flemming Rømer, formand, Ole Andersen, Ergin Øzer, Lars Simonsen,Henrik Ditlev Jørgensen, Ole Marthedal, Preben Goth og Karin Falkencrone.

Fredensborg Kommunes venskabsbyer er: Håbo i Sverige, Ingå i Finland, Nittedal Kommune i Norge, Paide i Estland, Stadt Bad Berleburg i Tyskland, og seneste er Sudbury i England kommet til.

Publiceret: 22. Juli 2008 03:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere