Sune Johansson, chef for Borgerservice, vil nu overveje om sikkerheden skal øges, fx med faste vagter, efter torsdagens oplevelser, hvor en rasende borger truer medarbejder med vold. Arkivfoto
Sune Johansson, chef for Borgerservice, vil nu overveje om sikkerheden skal øges, fx med faste vagter, efter torsdagens oplevelser, hvor en rasende borger truer medarbejder med vold. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Chef for Borgerservice om trusler: "En meget voldsom oplevelse"

Tilfældigvis og i anden anledning var der torsdag hyret vagt ind, og det var godt, siger borgerservicechefen Sune Johansson

En travl, men almindelig stille dag i Borgerservice på Hørsholm Rådhus blev torsdag eftermiddag forvandlet til et ubehageligt og utrygt sted, da en ansat blev truet med vold af en 18-årig borger.

“Det var en rimelig voldsom oplevelse for os allesammen,” fortæller Sune Johansson, chef for Borgerservice i Hørsholm Kommune, til Ugebladet.

En gruppe på fire unge kom pludselig ind på rådhuset og krævede at få udbetalt penge her og nu. Vagten, der af en anden grund var hyret ind, fik stoppet dem lige efter indgangen, og mens et par af de unge fik oplyst, at deres kontanthjælp ville blive udbetalt fredag (i dag - red.), var sagen anderledes stillet for den 18-årige, som ikke umiddelbart kunne få nogle penge.

Det gjorde ham rasende, hvorefter han truede en medarbejder med at ville tæve ham.

“Vi snakkede med dem og bad dem gå uden for, hvilket et par af dem gjorde. Men det var godt, vi havde vagten, der holdt sig helt tæt til dem,” oplyser Sune Johansson, der tilføjer, at der også var nogle borgere til stede.

Krisepsykolog

Standardprocedure ved sådanne episoder er straks at trykke på overfaldsalarmen, men der gik alligevel en del tid, før politiet var fremme. Men i mellemtiden havde den 18-årig sat sig ned, hvor han ifølge borgerservice-chefen formentlig afventede, at der blev udbetalt penge til ham. I stedet kom politiet og anholdt ham.

Sune Johansson vil ikke udtale sig konkret om medarbejderne, men efterfølgende blev borgerservice lukket. Det skete en halv time før normal lukketid. Her blev der afholdt en debriefing med personalet, ligesom der blev rekvireret en krisepsykolog.

LÆS OGSÅ: Ansat truet med tæv: Røveridømt i raseri over nej til kontanthjælp

Overvejer faste vagter

I næste uge vil episoden blive drøftet og evalueret med henblik på justering af sikkerhedsproceduren, og chef for Borgerservice lægger ikke skjul på, at det er en mere permanent tilknytning af vagter.

“Det vil vi nu gennemgå og overveje - ikke mindst i forhold til medarbejdernes tryghedsfølelse,” fastslår Sune Johansson, der dog skynder sig at tilføje:

“Heldigvis har vi ikke så mange af den slags episoder. Men ofte er det op til udbetalingsdage - og hvis der er ændret i ydelserne - at konfliktniveauet med nogle borgere er lidt højere. Det er jo folks eksistensgrundlag, vi er inde og ændre på. Derfor kan det blive lidt anspændt, men generelt har vi ikke problemer.”

Netop situationen med en borger, der havde fået ændret sine offentlige ydelser og er kendt for at reagere, var i går torsdag årsagen til, at Borgerservice havde indkaldt en vagt.

Efter gårsdagens voldsomme oplevelser er der i dag fredag sat to vagter på i Borgerservice på Hørsholm Rådhus. Desuden er der blevet rettet på stedets overvågningskameraer.

Publiceret: 01. December 2017 15:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet