Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Beskæftigelse er en vigtig del af integrationen

Af Alexander Toft Varsted (K), kandidat til kommunalbestyrelsen i Hørsholm:

I sidste uge modtog Hørsholm Kommune en bonus på kr. 500.000,- fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som resultatet af 20 nye flygtninge i job i 2016. Stort tillykke til de flygtninge, der kom i beskæftigelse - og godt gået af Hørsholm Kommune, som i den grad har fortjent den ekstra bonus på 25.000 kr. pr. ekstra flygtning i arbejde, som blev aftalt mellem regeringen og KL.

Men… Det handler ikke kun om at sænke omkostningerne ved indvandringen – det handler også om at få en god og meningsfuld integration. Derfor må vi i Hørsholm Kommune ikke dvæle ved det flotte resultat fra 2016. I stedet bør det være startskuddet for den effektive og funktionelle integration i kommunen, som i sidste ende kommer alle borgerne til gode. Selvom emnet ikke er lige så aktuelt og varmt, som det var i 2015 og 2016, så skal vi stadig fastholde den gode udvikling i 2017 og fremover, så vi ser flere flygtninge i arbejde.

Presset fra flygtninge på verdensplan er stadig stort. Det mærker vi også i Hørsholm - I 2016 blev yderligere 43 flygtninge visiteret til Hørsholm Kommune af Udlændingestyrelsen. Så længe konflikterne i verden forværres, vil antallet af flygtninge stige, og det vil påvirke hele Danmark. For at forhindre at disse mange flygtninge kommer til at leve isoleret og på offentlig forsørgelse, er det vigtigt, at vi alle bidrager til god integration.

Jeg tror på, at beskæftigelse er vejen til integration. Det er her, danskerne er – og det er her man møder dig og mig og alle de andre, som lever et helt almindeligt liv i Danmark. Gode rollemodeller, som viser vejen til nye venskaber, nye vaner og nye veje. Kort sagt – en helstøbt integration som den direkte vej ud af offentlig forsørgelse.

Integration og beskæftigelse går hånd-i-hånd. Så lad os værne om forbindelsen mellem den aktive beskæftigelsesindsats og flygtninge, selvom emnet var mere aktuelt for et par år siden. På den måde holder vi Hørsholm i gang.

Publiceret: 16. Juli 2017 01:12
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere