Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Bestem selv - hele livet!

Af Pernille Schnoor, MF, sundheds- og ældreordfører, Alternativet:

Fritz Reuter efterlyser den 30. juni i Ugebladet kandidater, der vil repræsentere de ca. 6500 vælgere i Hørsholm, der er over 65 år.

Jeg synes, det er et relevant og legitimt ønske. Og jeg vil gerne følge op med et par opfordringer og ønsker til kandidaterne til kommunalvalget, der vil arbejde for en bedre ældrepleje i Hørsholm Kommune.

Det er svært at være uenig i, at vi alle skal opleve at leve værdige liv, hele livet, og at der skal være nok hænder (både såkaldte varme og kolde hænder) til at tage sig af opgaven med at sikre disse værdige liv. Det burde slet ikke være nødvendigt at diskutere. I stedet mener jeg, at vi bør diskutere, hvordan vi fokuserer på ældre som individuelle mennesker - i stedet for som en hel samlet homogen gruppe. At alle mennesker er forskellige - også når vi bliver gamle.

Som ansvarlige politikere for ældreplejen i en kommune, bør man spørge sig selv: hvordan indfører vi principper, der sikrer, at der bliver lyttet til, hvad det enkelte menneske selv ønsker for sit liv, og hvad det enkelte menneske ser som værdigt og godt? Det er der forskel på. Så det kan ikke sættes på formel.

Opgaven er, efter min mening, at se på mennesket i stedet for på opgaver.

Jeg mener, at det nye ord på ældreområdet bør være ordet “medbestemmelse”. Det kræver byrådskandidater, der tør bryde med en standardiseret visitationspraksis og at sætte et langt større fokus på involvering, og på at der lyttes til og tages med på råd, både når det gælder medicin, pleje, dagligdag og oplevelser. Både i hjemmeplejen og på plejehjem.

Frit valg skal ikke kun handle om at vælge mellem en kommunal eller privat udbyder – men reelt at vælge frit, hvad der er bedst for den enkelte. Man skal kunne sige nej tak til den standardiserede løsning, fx velfærdsteknologi, hvis den betyder, at man kun får friheden til at sidde alene hjemme og tage sit tøj og sine støttestrømper på selv - uden menneskelig kontakt. Vi skal kunne spørge den ældre selv, om han eller hun har brug for et gangstativ - eller mere har brug for en person til at gå en tur med. Eller for en besøgshund eller kat til vise omsorg overfor i stedet for at få beroligende medicin. Samvær og omsorg kan have langt større effekt end medicin. Og det er uden bivirkninger. Det bør vi have fokus på i kommunerne. Det arbejder jeg for i Folketinget.

Et plejehjem skal være et sted uden institutionssprog og institutionsmøbler, et sted, der føles fuldstændig som ens eget hjem. Hvor den ældre har daglige gøremål, pligter og samvær, hyggelige gåture og daglige rutiner. Men først og fremmest er mit ønske til kandidaterne til kommunalvalget: fokuser nu på, at vi alle sammen er forskellige. Sørg for, at der bliver spurgt til, hvad den enkelte har lyst til. Hvad for et liv, det enkelte menneske ønsker sig. Og giv så mulighed for at lytte til og at kunne vælge til og fra. Det er værdigt og respektfuldt.

Jeg vil arbejde for det i Folketinget. Men skal vi have det ændret, kræver det, at I også vil arbejde for det i kommunen.

Publiceret: 04. Juli 2017 08:30
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt