Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Boligbeskatning – hvad med velfærden?

Af Niels Lundshøj, spidskandidat for S og medlem af kommunalbestyrelsen, Usserød Kongevej 52, 2970 Hørsholm

Anne Ehrenreich skriver i et læserbrev om uretfærdighederne ved den nuværende boligbeskatningsmodel.

I AE's fremstilling bliver de Nordsjællandske kommuner, herunder Hørsholm, uforholdsmæssigt hårdt beskattet på fast ejendom.

Jeg er grundlæggende enig i, at systemet er utidssvarende. At beskatningsmodellen egentlig er en konsekvens af den daværende VK-regerings skattestop fra 2001 – hvor ejendomsværdiskatten blev indfrosset – lader vi ligge.

Men hvad er egentlig årsagen til, at Hørsholm-borgere bliver hårdere beskattet end fx Gentofte? En stor del af forklaringen skal findes i grundskyldspromillen – der for Hørsholms vedkommende har ligget fast på 22,1 fra 2014 til nu, mens den for Gentofte kun udgør 16,0. Til sammenligning er den gennemsnitlige promille for hele landet på 26.

Det giver anledning til to betragtninger. For det første kan vi konkludere, at Hørsholms grundskyldspromiller ligger væsentligt lavere end det øvrige Danmark – det er vel ikke et udtryk for uretfærdighed? For det andet kan vi konkludere, at Gentoftes borgere slipper billigere, fordi kommunen har fastsat en lavere grundskyld end Hørsholm.

Da det er kommunerne, der fastsætter grundskylden, kan vi altså godt lette beskatningen på fast ejendom i Hørsholm, hvis vi ønsker. Det betyder imidlertid, at Hørsholm Kommune vil indkassere en betragtelig mindre indtægt. Gentofte kan tillade sig en lavere grundskyld, fordi ejendomsværdierne er højere, og fordi borgerne er mere velhavende. Skal vi i Hørsholm følge Gentoftes eksempel, får vi massive udfordringer med at skabe et budget i balance. Det vil betyde voldsomme forringelser af den offentlige service.

Lad mig i den forbindelse slå fast: de seneste års budgetlægning har været en hård omgang. Vi har reduceret i den borgernære velfærd – ikke af lyst – men af nød. Vi skal ikke i fremtiden have mere af samme skuffe. Vi skal arbejde den anden vej og bl.a. sikre, at salget og optimeringen af de kommunale ejendomme er med til at fremtidssikre vores velfærd. Sætter vi grundskylden ned – så står vi i samme sparesituation igen efter valget – bare endnu værre. Det vil vi i Socialdemokratiet ikke være med til.

Publiceret: 18. Januar 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt