Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre
Hans Andersen, folketingsmedlem for Venstre
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Boligjobordningen letter hverdagen

Hans Andersen, Fyrrebakken 24 3600 Frederikssund

Af Hans Andersen (V), medlem af Folketinget, beskæftigelsesordfører og valgt i Nordsjælland Storkreds:

Som familiefar har jeg ofte følelsen af, at hver dag er et puslespil på tid. Og der mangler næsten altid en brik, for det er svært at få arbejde og familie til at gå op med huslige pligter og tvivlsomme gør det selv-projekter.

Den følelse kender mange sikkert til. Derfor gør regeringen og Dansk Folkeparti nu Boligjobordningen permanent – for at lette hverdagen for familierne og for at mindske omfanget af sort arbejde. Det er gode nyheder for de knap 70 pct. danskere, som ifølge en undersøgelse ønsker, at ordningen fortsætter. Og det er gode nyheder for de tusindvis af nordsjællændere, som benytter ordningen i hjemmet eller fritidsboligen – ikke mindst her i Hørsholm Kommune.

Boligjobordningen giver et skattefradrag på 6.000 kr. på serviceydelser som rengøring og havearbejde. Og 12.000 kr. på håndværksydelser som udvendig malerarbejde og udskiftning af vinduer. Det betyder, at vi kan overlade lidt flere af de huslige gøremål til professionelle og i stedet bruge tiden på familien eller arbejde.

Og så er det en ekstra smørklat på risengrøden, at Dansk Byggeri slår et syvtommersøm gennem alle bekymringer om, at Boligjobordningen skulle bidrage til overophedning i byggeriet. For det er altså sjældent, at der skal bruges store byggekraner til at male en facade eller skifte et vindue. Det er opgaver, som mindre virksomheder udfører.

Tværtimod viser en ny analyse, at Boligjobordningen kan skabe flere praktikpladser. Og det er positive toner set i lyset af, at vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Så det er altså en gevinst for alle, hvis flere bytter hammer og søm ud med kvalitetstid med familien eller et ekstra hug på kontoret.

Boligjobordningen rækker en professionel hånd ud til travle familier og giver små virksomheder lidt flere opgaver. Det er svært ikke at glæde sig over.

Publiceret: 16. December 2017 05:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt