Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Borgertilfredshed har lav prioritet

Af Ane Holck, Kløvervang 16 og Jens Saxtorph Kofod, Kløvervang 12, 2970 Hørsholm:

Politikerne sjofler borgerne, når de sylter den længe ønskede lokalplan for Gøgevangskvarteret.

For snart to år siden blev behovet for at få reguleret byggeriet i Folehavekvarteret bragt op for borgmesteren. En række beboere havde skrevet under på en henvendelse til borgmesteren med anmodning om, at der blev udarbejdet en lokalplan, så man i fremtiden kunne undgå, at eksisterende ejendomme i området blev ødelagt af monstrøst byggeri på nabogrunde.

Spørgsmålet var aktuelt på grund af et byggeri på Kløvervang, og snart efter kom et tilsvarende eksempel på Vibevang. Dette byggeri kunne Hørsholm Kommune have forhindret ved at nedlægge et § 14 forbud efter planloven. Det forudsætter, at kommunen inden ét år vedtager en lokalplan, der forhindrer det pågældende byggeri. Det ville Hørsholm Kommune på daværende tidspunkt ikke, men Peter Antonsen oplyste dengang i Ugebladet, at man ville påbegynde arbejdet om et år. Det er så ved at være to år siden – og ingenting er sket, og nu lader det så til, at det tilsyneladende heller ikke bliver i 2018.

Og nu kommer så den næste sag, hvor et hus bliver ødelagt af naboernes byggeri. Det hus, der er givet byggetilladelse til, bliver så højt og stort, at det mørklægger naboens hus.

Hvor længe skal dette anarki fortsætte? Vi er i den situation, at potentielle nye borgere i Hørsholm bør advares om, at kommunen passivt vil se til, at det, der skulle have været deres drømmehus, kan blive et mareridt pga. hensynsløst byggeri på nabogrunden.

Det kan godt være, at politikerne henviser til manglende ressourcer. Men det er et spørgsmål om prioriteringer og om ledelse. Om vi har de rigtige politikere kan vi tage stilling til i november, men har Teknisk Forvaltning en ledelse, der kan sikre en effektiv sagsbehandling og dialog med borgerne? Det vil vi gerne se, før vi tror på det!

Hvad skal der til, for at politikere, kommunen og borgerne går sammen om at få påbegyndt tilblivelsen af en lokalplan som giver tilfredse borgere, styrket naboskab og som gør det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i kommunen?

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 16. Juli 2017 10:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere