Kommunalvalg 2017
Charlotte Kirchheiner Hansen, kandidat for Konservative.
Charlotte Kirchheiner Hansen, kandidat for Konservative.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Brug din stemme - lokalpolitik er vigtigt

Af Charlotte Kirchheiner (K), kandidat for Konservative, Gøgevang 43,  Hørsholm:

I mine mest sorte stunder kan jeg blive grebet af en overvældende kynisme. Globale miljøkriser, storpolitiske magtkampe, uoverskuelige økonomiske systemer. Hvad kan lille jeg - som har begge fødder dybt plantet i den hørsholmske muld - som lokalpolitiker bidrage med i dette verdensomspændende inferno? Giver det overhovedet mening at bekymre sig om den nære hverdag?

Når de lyse tanker vender tilbage, husker jeg pludselig hvorfor jeg i hele min studietid på universitetet beskæftigede mig med lokalbaseret udvikling. Det er jo fordi jeg bliver provokeret, når folk kalder negative samfundsfænomener for “udviklingen”, som om de taler om en naturlov, som vi mennesker bare er underlagt og ingen indflydelse har på. Jeg er tværtimod optimist på menneskets vegne, fordi jeg tror på, at vi mennesker - os alle sammen - har både ansvar og evne til at påvirke livets gang på vores klode.

Der skulle kun én opfinder til at skabe freon. 50 år senere skulle der kun én forsker til at opdage hullet i ozonlaget, som straks fik hele verden til at udfase freon og dermed sikre, at verden stadig er beboelig. Der skal til tider kun ét menneske til at træde nye fodspor, som andre så følger for at skabe en ny og bedre vej.

Uanset hvor global vores hverdag kan føles, er det de helt nære relationer, såsom familie, fodboldvenner og skolelærere, som former os som mennesker. Der er derfor vigtige kampe at kæmpe på den lille arena, for det er essentielt, at vi hjælper hinanden til at blive mennesker, som sammen finder modet og inspirationen til at tackle de globale udfordringer. Tal med din nabo - i stedet for modløst at have blikket rettet mod overvældende begivenheder i fjerne horisonter! Gå ned og brug din stemme! Og stem gerne personligt...på den person, du tror tør tage det første afgørende skridt - eller evner at motivere andre mennesker til det!

Publiceret: 15. November 2017 06:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt