Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Det konservative konstitueringsparadoks

Glen Madsen (DF), Hørsholm, kandidat til kommunalbestyrelsen og folketingskandidat:

På Ugebladet.dk har jeg 8. juni læst mig frem til, at borgmester Morten Slotved (K) i sin grundlovstale på forhånd har afskrevet at konstituere sig i et borgerligt flertal sammen med Venstre. Øjensynligt blandt andet fordi Venstre (på Christiansborg, vel at mærke) har slået på tromme for at udvide udrejsecenteret på Sjælsmark Kaserne.

Til gengæld vil både borgmesteren og den lokale konservative formand Tomas Dyrbye, under påskud af det brede samarbejde, gerne (igen-igen) konstituere sig med Radikale og Socialdemokratiet. Og det på trods af at begge partier både lokalt og i folketinget – ikke bare har slået på tromme for, men arbejdet særdeles aktivt for Sjælsmark Kaserne som udrejsecenter i det hele taget.

Fra min synsvinkel forekommer det som noget af et paradoks.

Ja, enten det. Eller også handler konstitueringen i Hørsholm ikke særlig meget om reelle politiske fællesnævnere, men derimod ene og alene om, hvem der skal have magten? Samt hvordan den fastholdes?

Mon ikke vores gode borgmester og hans partifæller helt bevidst konstituerer sig med små centrum-venstre partier, fordi de derved kan undgå at give det eneste andet parti med en realistisk borgmesterkandidat reel indflydelse og dermed profilering? Jeg tror det...

I Dansk Folkeparti har vi aldrig været fortalere for udrejsecenteret på Sjælsmark. Ej heller en udvidelse. Vi har ikke haft en minister, der svingede sablen over Jagt- og Skovbrugsmuseet. Og vi er heller ikke for en nedlæggelse af kommunen.

Ganske vist har vi i Dansk Folkeparti et reelt ønske om at prioritere en langt højere service til de af byens borgere, der har behov. Ligesom vi har et reelt ønske om at gøre Hørsholm til Nordsjællands foretrukne tilflytterkommune for unge børnefamilier. Politiske områder, vi godt ved skiller Dansk Folkeparti og Konservative. I hvert fald udenfor valgår, hvor det kun er hjerteblod for Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti ville vi til enhver tid have prioriteret ovenstående langt højere end eksempelvis anlæggelsen af en ny skøjtehal.

Hvis borgmesteren virkelig lægger partiernes politiske linje som udgangspunkt for den kommende konstituering, og Dansk Folkeparti igen bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen, så ser vi frem til, at vi i stedet for Radikale og Socialdemokratiet bliver en del af konstitueringen.

Så må tiden vise, om vi kan overbevise Konservative det fornuftige i, at Hørsholms borgerlige partier konstituerer sig og arbejder sammen fremover? Det ville være et nybrud i den førte politik i Hørsholm og for de mange borgerlige vælgere i byen.

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 14. Juni 2017 10:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere