Kommunalvalg 2017
Lars Bjørck Olsen, kandidat for konservative.
Lars Bjørck Olsen, kandidat for konservative.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Flere varme hænder og pårørendevejleder

Af Lars Bjørck Olsen (K), kandidat til kommunalbestyrelsen i Hørsholm, Ved Stampedammen 44, Hørsholm:

Et vælgermøde på Sophielund onsdag 8. november arrangeret af Ældre Sagen viste med al tydelighed, at der er behov for kommunalbestyrelsesmedlemmer til at repræsentere ca. 6.500 pensionister i Hørsholm.

Mødet var et tilløbsstykke, hvor salen var fyldt til sidste plads og mere til. Repræsentanter fra næsten alle opstillede partier var tilstede i salen og meget villige til at fortælle om deres respektive partis ældrepolitik og efterfølgende svare på spørgsmål fra forsamlingen.

Slagets gang blev på fortrinligvis styret af lokalredaktør Fred Jacobsen fra Ugebladet.

Det altoverskyggende emne, som optog forsamlingen var naturligvis de senere års nedskæringer på ældreområdet. Nedskæringer, som den samlede kommunalbestyrelse har fundet det nødvendigt at gennemføre og som ikke er gået ubemærket hen. En tilfredshedsundersøgelse foretaget i maj måned i år viser et fald i den samlede tilfredshedsscore fra 70 til 56, primært forårsaget af utilfredsstillende rengøring og information.

Der blev efterspurgt flere varme hænder og bedre information til ældre og disses nærmeste pårørende om muligheder for hjælp og støtte specielt med fokus på ældre med demens eller anden svær sygdom. Der blev efterspurgt etablering af en Pårørendevejleder, som Ældre Sagen i Hørsholm har kæmpet for i flere år, også da jeg var lokalformand. Der skal samlet set tilbydes et anstændigt serviceniveau, som sikrer de svage ældre og deres pårørende et værdigt og meningsfyldt liv, med udgangspunkt i den enkeltes behov. Der skal tilbydes, den nødvendige hverdagsrehabilitering, hjemmehjælp, pleje og omsorg, herunder de nødvendige plejehjemspladser samt den nødvendige information om de muligheder, som findes.

Udover ønskerne om flere varme hænder og bedre information er tiden måske også inde til at tænke nyt, hvor eksempelvis brugen af ny teknologi, mulighed for etablering af friplejehjem, tilbud om alment seniorbofællesskab m.v. skal tænkes ind i det fremtidige serviceniveau.

Jeg vil som kommunalpolitiker gerne være med til at sikre, at der etableres en pårørendevejleder samt tilføres ældreområdet de nødvendige midler til at give de svage ældre og deres pårørende et værdigt og meningsfyldt liv, hvilket kun kan gøres ved en revision og højnelse af Hørsholm Kommunes katalog over Kvalitetsstandarder, som i sin helhed er godkendt af kommunalbestyrelsen.

Publiceret: 10. November 2017 14:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere