Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Gør indsigelse mod den ny kommuneplan!

Af Jens Kofod, Kløvervang 12, Hørsholm:

Som det fremgår af Ugebladet i uge 30, har borgerne i Hørsholm Kommune frem til den 25. august 2017 mulighed for komme med kommentarer til Kommunalbestyrelsens forslag til ny lokalplan for Hørsholm Kommune. I lederen har redaktøren givet en god beskrivelse af, hvad dette kan have af betydning for borgerne i kommunen, især i Rungsted og i Folehavekvarteret. Det har ikke været muligt at få nogen som helst reaktion fra kommunen, men nu er den tredje uheldige byggesag kommet på Kløvervang, og nu kan visse politikere pludselig vise interesse for problemerne, men der er jo også snart kommunalvalg.

For to år siden indsendte en kreds af beboere i Folehavekvarteret et brev til borgmesteren, hvor vi på baggrund af en meget uheldigt byggesag på Kløvervang anmodede om, at der blev udarbejdet en lokalplan for området, så der kunne komme retningslinjer for administrationen af byggesager, som beboerne kan leve med. Denne henvendelse medførte ikke nogen reaktion fra borgmesteren, men yngste arkitekt indkaldte til et møde, hvor en kreds af beboere, der var ofre i næste uheldige byggesag på Vibevej, fik lov til at møde forvaltningen. Sagen ville blive forelagt udvalget, der så ikke ville foretage sig noget. Ingen i forvaltningen kunne overkomme at sende referat af mødet eller orientere om udvalgets afgørelse. Sølle!

Siden har beboerne ved Vibevej flere gange henvendt sig til kommunen uden, at forvaltningen har svaret.

For borgerne var problemet, at man i god tro har købt ejendomme i området, idet det i den gældende kommuneplan var angivet, at der kun kunne gives tilladelse til byggeri i én etage med udnyttet tagetage. Dette var også gældende i mange år, men for godt 20 år siden ændrede forvaltningen praksis, så man nu kunne få lov til at bygge i to fulde etager. Dette syntes man ikke, at kommunens borgere eller politikere skulle vide. Det kom ikke med i de kommuneplaner, der er vedtaget af byrådene siden. Lederen af planafdelingen kunne for to år siden meddele borgerne, at det, der står i kommuneplanen, ikke vedrører borgerne, men kun var et mellemværende mellem politikerne og forvaltningen. Et noget specielt og arrogant synspunkt må man synes som borger. Og det er vel også specielt, at forvaltningen offentligt kan meddele, at man i over tyve år har givet usande oplysninger til politikerne.

Nu er så den tredje byggesag kommet op, og nu er der på grund af valget politikere fra Venstre og Konservative, der mener, at man skal have en lokalplan for området. Byrådet kunne have forhindret de tidligere byggerier ved at bruge planlovens §14. Det har man netop gjort i Rungsted. Men ”det er jo et stort skridt” som det er skrevet i et læserbrev fra en politiker. Jeg tror, at de borgere, der får ødelagt deres ejendom på grund af et monstrøst byggeri, har svært ved at være enige i politikernes proportioner.

I forslaget til kommuneplan har Kommunalbestyrelsen ændret de administrative retningslinjer for Folehavekvarteret til, at man må bygge i to fulde etager, så man dermed åbner op for flere byggesager svarende til det, der har givet problemer de seneste år. Og dette skal være gældende for en fremtidig lokalplan. Dette virker kynisk, når man ser på erfaringerne fra de sidste par år.

Det er helt nødvendigt, at borgerne, der ønsker at bevare deres kvarter som et åbent grønt område, inden den 25. august gør indsigelse mod ændringen af retningslinjerne i kommuneplanen, og kræver at der bliver udarbejdet en lokalplan, der bevarer de kvaliteter, som beboerne ønsker for området. Borgerne skal desuden kræve, at der nu bliver nedlagt et §14 forbud mod fremtidigt byggeri, der ikke vil være i overensstemmelse med den kommende lokalplan. Det vil give forvaltningen og kommunalbestyrelsen ét år til at få udarbejdet og vedtaget en ny lokalplan.

Hvad synes du? Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side. Klik på nedenstående Facebook-link...

Publiceret: 11. August 2017 10:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt