Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Helhedsplan ikke en sejr for V, LA og DF, men for borgerne

Af Glen Madsen (DF), medlem af kommunalbestyrelsen:

Kære Borgmester.

Du spørger om Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil samarbejde eller være protestpartier?

Svaret er både elementært og lige til. Vi vil helt naturligvis være samarbejdspartier i de situationer, hvor der er åbenhed og gennemsigtighed i forhold til processen og den førte politik. Og vi vil i den grad være protestpartier i de situationer, hvor det modsatte er gældende, uanset om vi er enige i målet eller ej?

Dansk Folkeparti har ikke lagt skjul på, at vi står i opposition til store dele af den politiske kultur, der (qua den uafbrudte konservative magtposition) i årevis har været på rådhuset i Hørsholm. Det sagde jeg i valgkampen, og der står jeg, her 3 måneder inde i valgperioden, stadig. Faktisk er min skepsis kun blevet bestyrket. Dette skyldes blandt andet forløbet omkring Hannebjerg, men især også min nyvundne indsigt i forløbet omkring Vestre Stationsvej 12 og Ulvemosehuset. Der i min optik ikke er et eksempel til fremtidig efterfølgelse.

Det kræver ikke mange analytiske evner og forståelse af det danske sprog at konkludere konservatives stilling i forhold til et salg af Vestre Stationsvej 12 og Ulvemosehuset. En beslutning, der i øvrigt blev gjort op længe før valgkampen, og som stadig er den samme. Meld det dog klart ud at Konservative vil sælge ejendommene, så vi kan debattere ud fra den situation partierne og området reelt står i.

Det må være slut med skuespil og røgslør overfor vælgerne. Ligesom det må være slut med at alt generelt er fortroligt og den deraf følgende debatdræbende mundkurv til resten af kommunalbestyrelsen.

Du må gerne tage æren for at have sat ”helhedsplanen” for området på dagsordenen, men ændringsforslaget er nu engang Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkepartis. Helhedsplanen havde du jo helst været foruden. Det viser den hidtidige proces med al tydelighed, og du ønsker fortsat at lave en aftale med den såkaldte ”stærke investorkreds”, som vi andre partier ikke kan få oplyst, hvem er.

At Konservatives hidtidige proces til sidst ikke fandt den nødvendige opbakning, og at helhedsplanen blev besluttet via et ændringsforslag, er ikke en sejr for Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det er derimod en klokkeklar sejr for borgerne og demokratiet. Og et klokkeklart nederlag til den magtarrogance, vi over tid forhåbentlig får gjort helt op med i kommunen.

Publiceret: 25. Marts 2018 13:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet