Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Hvad drejer kommunalvalget sig om?

Fritz Reuther, Bukkeballevej 86A, 2960 Rungsted Kyst:

Styret af en kommune er i realiteten en miniudgave af styrelsen af Danmark fra Christiansborg med en statsminister og ressortministre, her blot kaldet borgmester og udvalgsformænd. På Christiansborg har man udviklet et system, hvor man ustandselig går efter de enkelte ministre i stedet for en saglig debat, altså det modsatte af, hvad man gør i den sportslige verden, hvor reglen er, at man går efter bolden og ikke efter manden.

Problemet bliver overført til kommunalvalget i Hørsholm, hvor det ikke bliver et spørgsmål om, hvem der skal være borgmester, idet Morten Slotved ikke kan undgå at blive valgt, men hvor hans 'ministre' i skikkelse af udvalgsformænd ikke kan undgå at komme til at stå for skud. Hvis en formand ikke i den gamle valgperiode har været samarbejdsvillig og rettet sig efter saglig kritik eller med andre ord ikke har villet spille bold med andre, kan man kun tage bolden fra ham ved at 'gå efter manden'.

Første udskiftning af en udvalgsformand giver sig selv, idet de konservative på forhånd har dømt Thorkild Gruelund ude på grund af 'Børnehavesagen'. Anden udskiftning må blive Otto B. Christiansen på grund af fadæsen med 'SFO', hvor hans usaglige arrogance overfor den sagligt korrekte kritik kun kan udløse det røde kort. Tredje udskiftning må blive Peter Antonsen, idet man ikke kan have tillid til hans planmæssige evner, efter det kaos der fulgte i forbindelse med kloakarbejdet på Engvej med flere, den famøse renovering af Hovedgaden, præmieringen af det ejendommelige byggeri ved det gamle Rådhus og hans sidste opfindelse, hvor han under påskud af at kystsikre Strandvejen vil omdanne strækningen fra Havnen til Mikkelborg til et nyt Bellevue.

Hvis ikke vi skal trækkes med de samme udvalgsformænd de næste fire år, kan vi kun slippe af med dem ved at undlade at stemme på dem til valget i november.

Publiceret: 16. Juni 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt