Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Lav et Hirschholm Slotsmuseum i Hørsholm

Af Ib Topholm, Fuglemosevænge 23, 2970 Hørsholm

Hirschholm Slotsmuseum kunne være en passende afløser for det netop nedlagte Jagt og Skovbrugsmuseum.

At det kan placeres i slottets egne bygninger, gør det jo blot mere autentisk, ligesom det i sin indretning vil være helt unikt.

Museet tænkes opbygget omkring en kæmpemodel af Hirschholm Slot. Modellen ( måske ca. 10 x 30 m) skal imidlertid også omfatte slotssøerne og de nærmeste omgivelser, så også ”Norske Hus” og ”Det Store Havehus” kan medtages. Hele modellen placeres på en sokkel, så den er hævet godt en meter fra gulvet for at gøre det lettere at gå rundt om den og kigge ind i bygningerne.

I slottet er enkelte af gemakkerne oplyste, idet netop disse gemakker i andre lokaler vises som hele – eller rimeligt store udsnit – af gemakkerne i naturlig størrelse og indrettet, så de viser den pragt-virkelighed, som var ideen bag slottet i sin tid.

Man skal altså have mulighed for at gå ind i rummene og fornemme virkningen af datidens indretning.

På kæmpemodellen skal også haveøen opbygges med en nøjagtig model af barokhaven, så man fornemmer denne i forbindelse med og som en del af slottet.

Af oplyste rum i slotsmodellen tænkes væsentlige gemakker udvalgt, således kongens audiensgemak, dronningens gemakker, den store sal med det seks meter høje springvand i gulvet, spejlgemakket og naturligvis Struensees gemak samt den mødesal, hvorfra man styrede landet, mens kongefamilien i sommerhalvåret boede på slottet.

Også Slotskirken bør vises, idet dette giver mulighed for samtidig at vise hele udviklingen fra slotskirke til sognekirke, som sluttelig ender med den nuværende sognekirke, som kong Frederik VI betalte af egen lomme og skænkede til byen.

I forbindelse med slottet skal vises udviklingen fra Ridder Jon Litles borg, Hørningholm, Hørsholm Slot med Hvide- og Røde Hus, til pragtslottet, som døde af skam.

Det vil være naturligt også at fortælle historien om Kongevejene (datidens motorveje?) i dette museum.

Ved Struensees gemak skal vises hele historien om Struensee – hele han korte liv (34 år), hans forhold til dronningen og ikke mindst hans grusomme endeligt, idet der tænkes opbygget et tableau af halshugningsscenen.

De rummelige bygninger fra det tidligere museum er formentlig store nok til at man kan opbygge de ønskede kabinetter. Alt bliver naturligvis kopier, men rigsarkivet har utvivlsomt alle de nødvendige oplysninger og tegninger, som vil gøre en detaljeret kulisseopbygning mulig.

Det fører for vidt at beskrive alle ideens detaljer her, men en nødvendighed for at kunne opnå den nødvendige fondsstøtte til etablering af projektet er et helhjertet officielt engagement fra både kommune og lokalmuseum.

Dronning Margrethe I har ejet Hørningholm – måske kunne Dronning Margrethe II være protektor for det nye museum?

Museet skal have tekster på dansk, svensk, tysk og engelsk og kan utvivlsomt tiltrække gæster i et antal, som kan stå mål med, hvad vi tidligere har været vant til.

Det unikke museum vil højne Hørsholms image og give byen en tydeligere placering på Nordsjællandskortet.

Hirschholm Slot er for Hørsholm, hvad Absalons Borg er for København. Det var jo faktisk slottet, som var grundlaget for udviklingen af byen Hørsholm, som vi kender den i dag.

Jeg stiller naturligvis gerne op for en yderligere uddybning af ideen for relevante interesserede.

Publiceret: 17. Februar 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt