Af Anja Holst Jensen, Skovlyvænget 26, Hørsholm:
I den debat, der har kørt den sidste måneds tid omkring lukningen af Møllehuset, har politikerne - og her tænker jeg specielt på Thorkild Gruelund og Pernille Schnoor - igen og igen forsøgt at dreje debatten hen imod, at vi forældre er IMOD institutionslukninger generelt og ikke vil acceptere, at ansvarlige politikere tænker fremadrettet.
Vi har fået skudt i skoene igen og igen, at var det ikke Møllehuset, der skulle lukke, så havde det været en anden institution, og så havde det været nogle andre forældre, der ville være utilfredse. Underforstået, at uanset hvilken beslutning der var truffet, havde den ikke tilgodeset alle.
Det, politikerne åbenbart ikke har forstået, er, at det ikke er beslutningen om at lukke institutioner, der har sat hele denne debat i gang. Det er stadigvæk forløbet.
Det er fuldstændig korrekt, at vi forældre har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt at lukke en institution. En institutionslukning må som udgangspunkt være sidste løsning. Som flere forældre har skrevet, kunne man også have valgt at sætte serviceniveauet lidt op efter de voldsomme besparelser, der har været på området. Hørsholm Kommune kunne dermed være gået forrest som en af de kommuner, der rent faktisk gør noget på børneområdet.
Det er også korrekt, at vi stiller spørgsmålstegn ved de prognoser, BSU benytter sig af til at danne et overblik over børnetallet de næste ti år.
Børnetallet går op og ned og har gjort det i mange år. For tre år siden valgte kommunen at lukke Breeltegården netop med begrundelsen, at der manglede børn. Året efter måtte der i hast oprettes en midlertidig barakinstitution, fordi børnetallet pludselig steg. Og sidste år stod den spritnye institution Solhuset så færdigt. Og nu – et år efter – lukker man to institutioner. Det kan da – selv for politikere, der har været med til at træffe beslutningerne – ikke undre, at dette virker fuldstændig vanvittigt. Henrik Klitgaard indrømmede da også på KB-mødet 18. juni, at det havde været en rigtig dårlig beslutning at lukke Breeltegården!
Lad os nu sige, at prognoserne denne gang holder, og børnetallet fortsætter nedad. Det kan vi sandsynligvis se om et år eller to. Ja, så kan vi jo glæde os over fremsynetheden hos politikerne. Men dette ændrer ikke ved, at hele forløbet omkring lukningen af Møllehuset har været en opvisning i politisk magtarrogance, og det er dét, utilfredsheden hos os forældre handler om.
Her kan Thorkild Gruelund og Pernille Schnoor m.fl. nok så mange gange gentage, at de HAR svaret på spørgsmål, og de HAR lyttet til forældrene. Problemet er bare, at det ikke ændrer ved, at informationen har været under al kritik fra starten af. Og at vi forældre har den klare opfattelse, at hele afgørelsen var klappet af på forhånd, men at vi skulle have indtryk af at blive hørt. Men når Pernille Schnoor – inden den offentlige afgørelse formelt er taget 1. juni 2012 – kan gå i Ugebladet 31. maj og sige, at beslutningen vil være svær at ændre, ja, så er det da klart, at enhver kan se, at det er spil for galleriet at give repræsentanter for institutionen taletid inden mødet i BSU, hvor beslutningen officielt tages. Jeg synes ærlig talt ikke, det er så uforståeligt, at vi forældre føler os taget ved næsen og gjort bare en smule til grin.
Efterfølgende har Pernille Schnoor og Thorkild Gruelund haft travlt med igen at fremstå som de ansvarlige, fremsynede politikere, der tager upopulære beslutninger. Pernille Schnoor er tydeligvis frustreret over, at vi ikke godtager de forklaringer, hun er kommet med. Men som en matematiklærer engang sagde til min klasse, er det den person, der skal forklare noget for andre, der har et problem, hvis forklaringen ikke bliver forstået – så har vedkommende ganske enkelt ikke været god nok til at forklare sig. Og jeg kan roligt fastslå, at det ikke er lykkedes for Pernille Schnoor at give en tydelig, konkret og forståelig forklaring på, hvorfor det lige præcis er Møllehuset, der skal lukke.
Først fik vi at vide, at begrundelsen for at lukke Møllehuset bl.a. var, at bygningen trængte til vedligeholdelse og renovering for at kunne fungere som institution. Det er der mildt sagt også andre institutioner i Hørsholm Kommune, der gør, og betyder det så, at kommunen igennem flere år har tilladt institutioner, der er uegnede til at huse børn? Det skal i den forbindelse nævnes, at meget af det vedligehold, der har været lavet i Møllehuset, er blevet gjort ved forældrearbejdsdage. Kommunal vedligeholdelse har der været meget lidt af. Vi fik at vide, at Møllehuset desuden skulle stå hen, så det kunne genåbnes, hvis der pludselig blev behov for institutionen. Dvs. man er nødt til at have varme på huset og udføre et minimum af vedligehold, hvis ikke en så relativt gammel bygning skal forfalde helt – med store omkostninger til følge i tilfælde af en genåbning. Da vi forældre bemærkede, at besparelsen umiddelbart ikke ville være så stor, og at vi havde svært ved at se, hvordan det ville give en stor økonomisk gevinst, fik vi pludselig at vide, at det ikke var pga. økonomi, men pga. den pædagogiske indretning, at Møllehuset skulle lukke! Møllehuset er i et plan, har vel nok kommunens største legeplads og kan lukkes delvist af i tilfælde af for få børn. Tilmed har vi en mellemgruppe – dvs. en stue til børn i overgangen mellem vuggestue og børnehave. Så den begrundelse holdt heller ikke, påpegede vi. Derfor har vi igen og igen efterspurgt de bilag, der ligger til grund for afgørelsen, og dem kan vi af en eller anden mystisk grund ikke få lov til at se.
Sagligheden i hele forløbet bliver heller ikke bedre af, at flere uafhængigt af hinanden får at vide, at medarbejdere i Solhuset godt kendte til beslutningen om, at det var Møllehuset der skulle lukke – og de vidste også godt, at vi i Møllehuset ikke vidste det!
Derudover går der et hårdnakket rygte om, at Solhusets legeplads skal renoveres for i omegnen af 800.000 kr. Jeg skriver rygte, men det skal nævnes, at jeg i Ugebladet har efterspurgt et dementi af dette rygte, og det er ikke kommet. Men jeg håber stadig, at det er et rygte, der ikke har noget på sig, for jeg har meget svært ved at se det rimelige i, at en helt ny institution skal ”renoveres” for så stort et beløb, når Møllehuset åbenbart er i så dårlig stand, at det ikke egner sig til institution mere.
For mit eget vedkommende er jeg ikke en af forældrerepræsentanterne i Møllehuset. Min egen søn bliver – heldigvis – heller ikke videre påvirket af beslutningen, da han starter i miniforskole til januar. Det skulle selvfølgelig da lige være, hvis hans fantastiske voksne i børnehaven stopper før. Og det er der desværre en stor sandsynlighed for, da der tydeligvis ikke er gjort noget for at fastholde personalet frem til lukningen 1. juli 2013. Dvs. risikoen for en lind strøm af vikarer/medhjælpere/afløsere er rimelig stor. Men vi må så huske på og trøste os med Thorkild Gruelunds bemærkning om, at børn ikke tager skade af forandringer og hurtigt indretter sig. Til det er der kun at sige – ja, det er de jo nødt til!
Der vil nok være nogen der finder det relevant at spørge, hvorfor jeg i alverden gider bruge energi på at blande mig i debatten, hvis lukningen ikke kommer til at berøre mit barn eller vores familie i nævneværdigt omfang. Hvorfor kan jeg ikke bare tørre lettelsens sved af panden, smække benene op og nyde min latté? Det kan jeg ikke, fordi hele processen strider mod min retsfølelse. Og der er mange andre forældre, der har taget til orde i debatten, hvis børn heller ikke vil blive påvirket af beslutningen. Men som tydeligvis også er dybt, dybt frustrerede over kommunens håndtering af denne sag.
Desværre giver det associationer til sagen om rengøring hos kommunens ældre borgere. Dengang forsøgte kommunen at ændre rengøringen til en gang om måneden, men blev heldigvis tvunget til at ændre det tilbage til hver 14. dag. Blev den beslutning også vedtaget enstemmigt i KB, fordi man valgte at følge og stole på udvalgets indstilling?
Det er sørgeligt, at se, hvor ofte det er kommunens svageste medborgere, der står for skud, når der skal spares. Ældre, der ofte ikke orker at kæmpe, eller børn, der ikke kan kæmpe deres sag.
Kære Thorkild Gruelund, der er ikke tale om, at du eller andre er blevet misfortolket i Ugebladet. Desværre.
Publiceret: 04. Juli 2012 10:15