Kommunalvalg 2017
Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.
Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Slotved-svar på åbent brev fra Ulvemosehuset, Rungsted Skole og Hørsholm Lille Skole

Af Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm:

Kære Esben Christensen, Søren Andersen og Cecilie Reumert Wagtmann.

I de senere år har Hørsholm arbejdet med flere udviklingsprojekter. I jeres brev sætter I fokus på to af dem Rungsted Skole/Ulvemosehuset og Hannebjerg/Hørsholm Lille Skole.

En stor del af debatten i valgkampen har handlet om Rungstedområdet. Jeg hører, at der især er kritik af parkerings- og trafikforhold, ligesom der er debat om Rungsted Skole/Ulvemosehuset. Sammen med de øvrige ønsker til at udvikle området, peger det på, at dette område trænger til at blive løftet, så det bedre lever op til de forventninger, der er til et stationsnært byområde. Derfor har vi i den videre proces for Rungstedområdet planlagt at se på trafik, parkering, brug af bygninger, matrikler mv. under et, sådan at der bliver lavet en samlet helhedsplan.

Denne tilgang er i tråd med det generelle arbejde med den nuværende og den kommende Kommuneplan, hvor stationsområdet er udlagt som udviklingsområde, og hvor der i dette regi har været flere høringsperioder og borgermøder, og hvor vi har fået mange gode indspil og kommentarer fra borgerne.

I starten af det nye år vil administrationen fremlægge et forslag til en samlet tids- og procesplan, så den kommende Kommunalbestyrelse kan fortsætte dialogprocessen med skolebestyrelser, forældrebestyrelser, naboer mv. ind i dette store og vigtige samlede udviklingsarbejde.

Rungsted Skole og Ulvemosehuset

Med ovenstående ramme for det videre arbejde i området, herunder Rungsted Skole og Ulvemosehuset/Fritidshuset (Vestre Stationsvej 12) betyder det, at området og brugen af bygninger ses i et større perspektiv.

Særligt for Rungsted Skole og Ulvemosehuset har der i de forgangne to år været dialog om at udvikle det pædagogiske samarbejde på tværs af dagtilbud og skole. Der har været flere dialogmøder, hvor bestyrelser sammen med ledere og politikere fra hele kommunen har været inviteret til at give udtryk for holdninger, og hvor der har været mulighed for at præge dialogen og processen. Dertil har ledere fra dagtilbuds- og skoleområdet også bidraget. Endelig har der været afholdt 4-5 separate dialogmøder, hvor repræsentanter fra Børne- og Skoleudvalget har mødtes med repræsentanter fra bestyrelserne i henholdsvis Ulvemosehuset og Rungsted Skole.

I Hørsholm vil vi inddrage og samskabe med borgerne – vi er i gang, og vi udvikler også dialogen undervejs. Faktisk har vi i denne konkrete proces startet dialogen op tidligt, sådan at de politiske beslutninger har været så åbne, at de alene gav grønt lys til at arbejde videre, netop for at sikre, at vi hele tiden baserer de politiske beslutninger på det bedst mulige grundlag. Jeg er opmærksom på, at I ikke mener, at de processer har været gode nok.

Når det er sagt, så oplever jeg, at I har givet klart udtryk for jeres holdninger, og jeg tror også, at alle politikere – nuværende som kommende – har hørt jer. Det at blive hørt, er ikke det samme som at få ret. Derfor bliver samtalen mellem os skærpet, når I oplever, at politikere træffer beslutninger, som I ikke er enige i.

For i det fremadrettede at have et godt samarbejde håber jeg derfor, at I vil bruge jeres demokratisk valgte stemme som formænd til at indgå i den vigtige dialog og udvikling for at skabe de bedste rammer for ikke alene de børn, som går i vores dagtilbud og skoler lige nu, men også for dem, der kommer udi fremtiden.

Hannebjerg/Hørsholm Lille Skole

Formålet i dette projekt er grundlæggende at konvertere et ældre plejecenter til et nyt og attraktivt

boligområde. Det er planer, der har været arbejdet med længe, og de har været offentligt fremlagt og drøftet fx ved et offentligt arrangement i Trommen, hvor de forskellige tilbudsgiveres projekter blev præsenteret.

I forhold til Hørsholm Lille Skole kan jeg konstatere, at skolen i lighed med andre har haft – og har brugt – muligheden for at deltage i den offentlige proces i forbindelse med udarbejdelsen af en ny lokalplan for Hannebjergområdet, herunder deltaget i arrangement på Hannebjerggrunden.

Flere politikere modtog endvidere skolens invitation til en fælles besigtigelse på grunden ligesom bl.a. repræsentanter fra skolen modtog Miljø- og Planlægningsudvalgets tilbud om at deltage i et dialogmøde på Hørsholm Rådhus den 11. oktober 2017.

Jeg har siden taget initiativ til et møde med repræsentanter fra Hørsholm Lille Skoles bestyrelse, som blev afholdt den 10. november 2017.

Samlet set har vi sat gang i byudviklingsprojekter for at skabe bedre kvalitet i vores by, men også for at tiltrække nye borgere. Det betyder også, at der er ændringer for alle os, som bor her nu og er glade for det, vi allerede har i Hørsholm Kommune. Jeg tror dog, at det er vigtigt, at vi holder fast i at udvikle vores kommune til gavn for de kommende generationer af borgere. Dialog, inddragelse og viden skal være byggestenene i at sikre, at vi har en attraktiv kommune også fremadrettet. Lad os hjælpe hinanden med det.

Publiceret: 18. November 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere