Hørsholmborger Kristian Nørgaard Jensen, folketingskandidat for Venstre. Pressefoto
Hørsholmborger Kristian Nørgaard Jensen, folketingskandidat for Venstre. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: V-kandidat svarer på kritik: Vil bringe glæde

Af Kristian Nørgaard Jensen, folketingskandidat for Venstre i Fredensborgkredsen, Bukkeballevej 51b, Rungsted:

Tak til de konservatives tro støtte Jørgen Gad Andresen, som i Ugebladet skriver, at Hørsholmborgerne må glæde sig over at kende mit kandidatur til folketingsvalget. Om borgerne er begejstrede får vi jo svar på til næste folketingsvalg. Men jeg vil gerne her kvittere for interessen for mit kandidatur.

Min ambition er at bidrage med erhvervserfaring. Jeg er ikke vokset op i det politiske miljø. Jeg kommer fra erhvervslivet og har i de seneste tre år selv været virksomhedsejer. Den erfaring mener jeg er vigtig at bringe med ind i Folketinget.

Mit fokus er på vækst, reformer og udvikling i Danmark. Jeg synes, at det er politikernes opgave at sikre økonomisk råderum, så vi får råd til bedre sundhed, uddannelse, ældreomsorg, og infrastruktur - og samtidig får flere i arbejde.

Væksten skabes i det private erhvervsliv, og derfor er det min ambition, at det skal være mere attraktivt at drive og udvikle virksomhed i Danmark. Det gælder både de etablerede virksomheder og for iværksætteren, uanset om det er IT-eksperten, web-butikken, den detailhandlende eller tømreren.

Danmark er ikke et perfekt land, men det er blandt de bedste, der findes. Det skyldes vores velfærdsmodel, hvor alle har muligheden for at stå på egne ben, skabe sit eget liv og tage ansvar for sig selv og sin familie. Og hvor vi samtidig har et stærkt fællesskab, der giver en hånd i ryggen, hvis man bliver syg eller arbejdsløs. Jeg vil arbejde for, at Danmark også bygger på det værdigrundlag i fremtiden.

Og Jørgen Gad Andresen kan være helt rolig. Jeg vil arbejde for Hørsholms bedste, og jeg vil gerne besvare hans tre spørgsmål.

Skal Hørsholm Kommune lægges sammen med en anden kommune? Jeg har boet i Hørsholm Kommune i mere end 15 år, og jeg er vild med byen. Det vigtigste for mit kandidatur er at gøre det bedre for borgerne.

Hvis en kommunesammenlægning kan give bedre kernevelfærd og lavere skat for borgerne, så skal vi da ikke blankt afvise at undersøge mulighederne. Men det skal undersøges nøje, om det giver mening for Hørsholm.

I forhold til Jagt- og Skovbrugsmuseet samt Sjælsmark udrejsecenter så er jeg uforstående over for Jørgen Gad Andresens konstante angreb på Venstre i Hørsholm. Det er politisk drilleri.

Jeg beskylder ikke de Konservative i Hørsholm for, at Jagt- og Skovbrugsmuseet er blevet lukket, selvom de ikke fik det med ind i regeringsgrundlaget. Jeg beskylder ikke de Konservative for, at vi fortsat har Udrejsecenter Sjælsmark, selv om en konservativ justitsminister nu har haft ansvaret for Sjælsmark i otte måneder.

Egentlig er jeg stolt af Hørsholms indsats for at tage imod de flygtninge, som vi har fået anvist. Vi kan ikke hjælpe hele verden, men vi kan hjælpe lokalt – og det gør vi. Jeg har ikke selv lod og del i beslutningerne om museet og udrejsecentret – og jeg er ikke enig i dem. Men nu er de truffet.

Så må vælgere bestemme om mit kandidatur vækker glæde, og om vi skal en Venstremand fra Hørsholm i Folketinget.

Publiceret: 30. Juni 2017 15:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt