Jakob Nybo (LA), Annette Wiencken (V) og Glen Madsen (DF), byrådsmedlemmer i Hørsholm.
Jakob Nybo (LA), Annette Wiencken (V) og Glen Madsen (DF), byrådsmedlemmer i Hørsholm.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Venstre, DF og LA om helhedsplan for Rungsted Øst

Af Annette Wiencken (V), Glen Madsen (DF), og Jakob Nybo (LA), byrådsmedlemmer i Hørsholm:

Venstre, DF og LA havde til aftenens møde i Kommunalbestyrelsen udarbejdet et ændringsforslag til beslutningen om en helhedsplan for Rungsted Øst. Ændringsforslaget blev enstemmigt vedtaget.

Vi er naturligvis rigtigt glade for, at der nu tages anderledes grundigt fat i udviklingsarbejdet, men ønskede at sætte en tyk streg under, at der IKKE er truffet beslutning om frasalg af kommunens ejendomme i området.

Venstres gruppeformand Annette Wiencken siger: ”Den beslutning kan vi først træffe, når vi har en helhedsplan, som vi alle kan nikke til, og jeg er glad for, at der endelig er enighed om, at dette skal kommunikeres klart til vores borgere”.

Glen Madsen tilføjer: ”Dernæst havde vi en bekymring om den tidsramme, som administrationen havde sat for arbejdet. Vi skal gå grundigt til værks og sikre, at alle borgere og brugere inddrages i processen. En færdig helhedsplan i august 2018 sender ikke et signal til borgerne om, at vi tager deres ønsker og bekymringer alvorligt. Derfor er vi rigtigt glade for, at kommunalbestyrelsen bakkede op om at give tid til processen”.

Ændringsforslag lyder således:

Kommunalbestyrelsen beslutter, at der udarbejdes en helhedsplan for stationsområdet ved Rungsted Kyst station. Helhedsplanen skal udarbejdes på baggrund af dialog med borgerne i Hørsholm og brugere af områdets institutioner og faciliteter. Disse dialoger skal være gennemført inden udgangen af august 2018. Helhedsplanen skal ligge i udkast til augustkonferencen 2018 og vedtages senest ved årsskiftet. I helhedsplanen indgår stillingtagen til evt. salg af kommunens ejendomme i området.

Vi har kæmpet for at se en helhedsløsning for hele området, og derfor er vi i forhold til administrationens pressemeddelelse ærgerlige over, at borgmesteren alligevel spekulerer i anvendelse af området. Det mener vi er alt for tidligt.

(Ugebladet har bragt uddrag fra denne pressemeddelelsen i weekend-udgivelsen, men bringer den her i fuld længde som læserbrev).

Publiceret: 22. Marts 2018 05:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet