Det glæder Ældre Sagens næstformand Verner Knudsen, at Hørsholmborgere uden computer, internet og it-færdigheder ikke længere er udelukket fra at købe billetter til et af Hørsholm Biblioteks mange arrangementer. Foto: Morten Timm
Det glæder Ældre Sagens næstformand Verner Knudsen, at Hørsholmborgere uden computer, internet og it-færdigheder ikke længere er udelukket fra at købe billetter til et af Hørsholm Biblioteks mange arrangementer. Foto: Morten Timm
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Efter kritik: Biblioteket sælger igen billetter i løssalg

Glæde hos Ældre Sagen i Hørsholm over, at borgere uden pc og internet ikke længere er afskåret fra at købe billetter

Få hjælp til at gøre det selv

* Det er stadig muligt at få hjælp til og oplæring i køb af billetter. Det sker i bibliotekets IT-Café, der er åbent fra kl. 13 -14.30, onsdage i lige uger.
* Frivilligcentret i Hørsholm har ligeledes gennem en periode bistået ældre borgere med hjælp til at løse udfordringerne med de digitale medier.
* Ældre Sagen har også tilbud om it-hjælp til deres medlemmer.

For et år siden blev i omegnen af 1.000 borgere udelukket fra at købe billetter til Hørsholm Biblioteks mange arrangementer, da al billetsalg flyttede over på internettet.

Men nu er der godt nyt. Hørsholm Kommune oplyser nemlig, at det atter bliver muligt at købe billetter i løssalg og med kontanter, idet biblioteket iværksætter en midlertidig forsøgsordning med billetsalg til de borgere som ikke selv kan gå på nettet.

Kritikken hørt

Beslutningen vækker glæde hos Ældres Sagen i Hørsholm, der i efteråret rejste kritik af det pludselig indskrænkede billetsalg, der blev indført i forbindelse med budgetbesparelser, men som altså forhindrede borgere uden de nødvendige digitale færdigheder i at købe billet.

“Vi er meget tilfredse med, at vi er blevet hørt, og de har taget kritikken til efterretning,” siger Verner Knudsen, næstformand i Ældre Sagen.

Umiddelbart mener han dog, at en tre måneders forsøgsperiode er al for kort tid.

“Vi skal lige op af starthullerne igen og få kommunikeret det her ud til alle de berørte borgere, at de nu igen kan købe billetter på biblioteket,” fastslår Verner Knudsen, der vil appellere til Hørsholm Bibliotek om at forlænge forsøgsperioden, som blev indledt her 1. januar.

Her kan du købe billet

Forsøgsordningen betyder konkret, at man kan købe billetter til kommende arrangementer på Hørsholm Bibliotek, i Trommens foyerbar.

Målgruppen er primært de borgere, som har fået dispensation for at modtage digitalpost, og ikke selv kan gå på Billetten.dk, ikke har computerudstyr hjemme og derfor ikke er i besiddelse af de fornødne kompetencer, oplyser man fra Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse. Efter de tre måneder vil ordningen blive evalueret, og hvor det afgøres om det er muligt at fortsætte den.

Personalet på Hørsholm Bibliotek er på fem år skåret fra 22 til nu 14 ansatte, og ifølge biblioteksleder Marianne Wulff kræver et manuelt billetsalg en del administration. Derfor træf de beslutningen om at digitalisere billetsalget og gøre det pengeløst.

Fik flere reaktioner

Efter Ugebladet omtalte sagen i november fik Ældre Sagen i Hørsholm ifølge næstformand Verner Knudsen en del reaktioner fra borgere, der netop var blevet ramt af ændringerne. Derfor er han sikker på, at den gode nyhed vil blive modtaget med taknemmelighed.

Formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Maria Hageskov var heller ikke sen til at reagere.

Hun anerkendte også, at det var et problem, hvis mange borgere ikke havde mulighed for at deltage i bibliotekets arrangementer, og bad i samme omgang administrationen om at undersøge en overgangsordning.

Publiceret: 12. Januar 2018 11:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt