Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Handicapråd: Pas nu på det ikke bliver eksklusion

Formand: “Pas på faldgruberne”

Der er ifølge Hørsholm Handicapråd fordele og ulemper ved at samle børn med særlige behov ét sted i kommunen. Og rådet, der er høringsberettiget i sagen, fordi det drejer sig om borgere med nedsat funktionsevne, løfter et par advarselsflag.

“Det er slet ikke sådan, vi skyder projektet ned. Der er dog grund til at gøre opmærksom på nogle faldgruber,” siger Flemming Sundt, der er fungerende formand for Hørsholm Handicapråd, efter et møde, han har haft med kommunens administration.

Mødet fandt sted torsdag, fordi kommunen og Børne- og skoleudvalget (BSU) i forbindelse med behandling af sagen før jul ikke havde hørt handicaprådet, som de skulle.

“Vi havde et fint møde og har nu fået frist til 17. januar at afgive vores høringssvar,” fortæller Flemming Sundt.

I det svar vil Hørsholm Handicapråd understrege, at det primært er forældrene, kommunen skal tale med og høre for at sikre, at en samling af børnene, der nu er spredt ud over hele kommunen eller er i specialtilbud uden for Hørsholm, ikke kommer til at handle om eksklusion i stedet for at inkludere dem i skolernes dagligdag.

“Som det ser ud, ligner det en femte skole. Det er vi ikke sikre på, er en god idé. Det er i hvert fald nogle ting, der skal tænkes grundigt igennem,” mener Flemming Sundt.

Det gælder også projektets fysiske rammer. Efter planen skal hele specialområdet samles på tre forskellige matrikler, som i dag er Stampen, Familiehuset og Slusen nær Usserød Skole. Handicaprådets formand peger på, at man ikke bare kan bruge bygningerne, som de er, men at de skal tilrettes, så de er handicvenlige.

En tidligere indsats over for børn tæller imidlertid på plussiden i formandens bog.

“Det er godt, der tages udgang i barnets situation og at der sættes ind tidligt,” mener Flemming Sundt.

Publiceret: 09. Januar 2018 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet