Øverst: Formand for Hjerteforeningen i Hørsholm, Inga Nielsen, overrækker blomster til Ole Bjerregaard, Rungsted, der er kåret som ’Årets Hjerteredder’ i Hørsholm for sin heltegerning i maj, hvor han reddede sin badmintonkammerat Poul Hedegaards liv. Foto: Morten Timm
Øverst: Formand for Hjerteforeningen i Hørsholm, Inga Nielsen, overrækker blomster til Ole Bjerregaard, Rungsted, der er kåret som ’Årets Hjerteredder’ i Hørsholm for sin heltegerning i maj, hvor han reddede sin badmintonkammerat Poul Hedegaards liv. Foto: Morten Timm
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Helten Ole hyldet som ’Årets hjerteredder’

Ole Bjerregaard, Rungsted, fik overrakt blomster af Hjerteforeningen for sin livreddende indsats af Poul Hedegaard i Hørsholm badmintonhal tilbage i maj

Der var blomster og kram fra Hjerteforeningens lokalformand Inga Nielsen til den 72-årige lokale helt Ole Bjerregaard, da han lige før jul blev kåret til 'Årets hjerteredder' i Hørsholm.

For han gjorde en helt afgørende indsats en formiddag i maj, da jævnaldrende Poul Hedegaard pludselig faldt om med et hjertestop i Hørsholm badmintonhal.

“Når du modtager denne buket blomster er det en anerkendelse og stor tak for din hurtige hjælp, der har gjort, at Poul Hedegaard er i live i dag. Som formand for Hjerteforeningen Hørsholm er jeg stolt og taknemmelig for din indsats,” sagde Inga Nielsen ved udnævnelsen.

En holdindsats

Dagens hovedperson tog imod både Hjerteforeningen og lokalpressen i sit hjem i Rungsted.

“Jeg er da både glad og stolt, men også ydmyg over det,” lød det fra en overrasket Ole Bjerregaard, der ikke var klar over, at der fandtes sådan en titel 'Årets hjerteredder' og faktisk heller ikke ønsker at tage hele æren selv.

“Jeg vil godt understrege, at det var en holdindsats, som var med til at redde Poul - og ikke kun mig, der var helten. Vi var flere, der samarbejdede. Marianne Windelin og jeg var ved Poul Hedegaard, mens andre slog alarm og fik vist ambulancen vej ned til hallen, samt en der hentede hjerterstarteren i Amokka Hallen,” beretter Ole Bjerregaard, der stod for hjertemassagen af den livløse badmintonkammerat, der i dag er frisk og rørig og stadig dyrker ketchersporten.

Poul Hedegaard (i midten) faldt livløs om en dag i maj, men en hurtigt førstehjælpsindsats af Ole Bjerregaard og Marianne Vindelin i Hørsholm Badmintonhal reddede Hedegaards liv. Foto: Fred Jacobsen
Poul Hedegaard (i midten) faldt livløs om en dag i maj, men en hurtigt førstehjælpsindsats af Ole Bjerregaard og Marianne Vindelin i Hørsholm Badmintonhal reddede Hedegaards liv. Foto: Fred Jacobsen

Sætter tankerne i gang

Det var første gang, Ole Bjerregaard fik brug for sine førstehjælpsfærdigheder, som han havde lært på et hjertestarter-kursus, arrangeret af Hørsholm Senioridræt og sponsoreret af Trygfonden.

Episoden og oplevelsen med at være med til at redde en anden mands liv har også sat tanker i gang hos 72-årige Ole Bjerregaard.

“Jeg har da siden spekuleret mere over det med liv og død, og hvor hurtigt det kan gå,” siger Ole, der også selv oplevede at måtte indlægges akut på Rigshospitalet i august med en blodprop i hjertet.

“Man bliver pludselig bevidst om, at vi ikke er her for evigt,” tilføjer han.

Placering af hjertestarter

Årets hjerteredder blev også bevidst om vigtigheden af, at lokalområdets hjertestartere er placeret, så man kan få fat i dem hele døgnet.

“Selv om vi ikke fik brug for den til Poul Hedegaard, så var det et rent held, at der på det tidspunkt var rengøringsfolk i Amokka Hallen, så vi kunne komme ind og få fat i deres hjertestarter. Derfor er det en god idé, at de også er placeret udenfor,” understreger han.

Med tildelingen af titlen som 'Årets hjerteredder' i Hørsholm lander Ole Bjerregaard også i den store pulje af lokale hjertereddere fra hele landet, hvorfra Hjerteforeningen på landsplan skal kåre hele Danmarks hjerteredder i begyndelsen af 2018.

Det er første gang, at Hjerteforeningen i Hørsholm hædrer en hjerteredder. Lokalforeningen med Inga Nielsen i spidsen har på bare tre år vokset sig stor og kan i dag mønstre 1.100 medlemmer.

“I øvrigt opfordrer vi lige nu alle, der kan førstehjælp, til at installere Hjerteløber-app'en på deres smartphone. Med den kan man alarmere de lokale hjerteløbere,” siger formanden Inga Nielsen.

Publiceret: 25. December 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet