Stifter og formand Kjeld Flemming trækker sig efter 13 år på posten. Arkivfoto.
Stifter og formand Kjeld Flemming trækker sig efter 13 år på posten. Arkivfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hørsholm Jazzfestival er i fare

Stifter og formand Kjeld Flemming trækker sig efter 13 år på posten

Af Peter Mailand

De sidste toner fra Hørsholm Jazzfestival, der senest blev afviklet i sommer kan meget vel være spillet. For stifter og formand igennem 13 år, Kjeld Flemming, trækker sig nu som formand i Hørsholm Jazz-Kompagni.

Ifølge Kjeld Flemming er det uenighed i bestyrelsen, om både økonomi og arrangementer, der får ham til at trække sig fra posten.

Uenigheden opstod da Kirsten Aggernæs og Jan Kuby sidste år trak sig fra bestyrelsen.

"Jeg har det sådan, at hvis jeg skal lægge så mange frivillige kræfter i det som jeg har gjort, så skal det også være sjovt at være med til. Og det syntes jeg ikke længere, da jeg ikke længere havde flertal i bestyrelsen," siger han til Ugebladet.

Dermed stopper en af jazzens største ildsjæle i Hørsholm, og det betyder samtidig, at den årlige jazzfestival meget vel kan være i fare.

Usikkerhed om jazzfestival

"Det er helt sikkert, at Hørsholm Jazzfestival ikke bliver den samme fremadrettet. Den vil ikke fortsætte som den hidtil har gjort," siger Kjeld Flemming, der dog ikke kan sige, hvordan festivallen vil blive afviklet fremover.

Kjeld Flemming garanterer dog, at jazzmusikken fortsætter i Hørsholm.

"Jeg kommer til at koncentrere mig om mine tre andre projekter, som jeg kører videre med, så der vil fortsat komme jazzarrangementer i Hørsholm," siger han.

Kjeld Flemming forsøgte også at trække sig fra posten i efteråret, men valgte at fortsætte, da der ikke var andre der ville tage over.

Dengang anmodede Kjeld Flemming, den tilbageværende bestyrelse om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at beslutte om der skulle findes en ny formand og bestyrelse, eller om Hørsholm Jazz-kompagni helt skulle nedlægges.

Ifølge Kjeld Flemming, bliver den nye formand præsenteret på en ekstraordinær generalforsamling torsdag den 13. januar. Kjeld Flemming vil dog ikke sætte navn på den nye formand.

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 10. Januar 2017 12:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere