Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hørsholm tjener en million på nabokommunernes børn

Især skolebørn fra Fredensborg skæpper godt i kasse

Sådan ser regnestykket ud
  • Når en kommune får en folkeskoleelev fra en anden kommune, følger der 65.000 kroner med.
  • 262 børn kom i skoleåret 2016/17 fra en anden kommune alene 245 fra Fredensborg.
  • 100 elever går i folkeskole i andre kommuner.
  • Hørsholm Kommune beregner 58.468 kr. pr. folkeskoleelev.
  • Kommunen tjener således 6.532 kr. pr. elev, der kommer og sætter tilsvarende beløb til ved at sende dem ud af kommunen.
  • Der er 2508 skoleelever i Hørsholm.
  • Klassekvotienten er 22,19 i gennemsnit.

Da politikerne i Hørsholm sidste år lagde budget for skoleområdet, satsede kommunen direkte på at tjene penge på udenbys børn. Regnestykket ser ud til at holde. For i det seneste skoleår tjente Hørsholm netto ca. en million kroner på denne trafik hen over kommunegrænserne.

Tal, Ugebladet har fået indsigt i, viser, at 262 børn i Hørsholms fire kommuneskoler kom fra andre kommuner, mens 100 børn smuttede den anden vej.

I forhold til, hvordan Hørsholm beregner udgifter til en skoleelev, betyder det en nettogevinst til Hørsholm på 1.058.184 kroner.

Ikke overraskende er det nabokommunen Fredensborg - især Kokkedal - der er storleverandør af børn: Af de 262 udenbys børn kommer 245 fra Kokkedal. Det er en trafik, der har stået på i en årrække, men som er vokset de senere år.

Det finder formand for Børne- og skoleudvalget i Fredensborg Kommune, Hanne Berg (SF), problematisk, og hun vil snakke med sin kollega Otto B. Christiansen (K) i Hørsholm om, hvordan den trafik kan stoppes. “Jeg vil gerne tage sådan et møde. Jeg har bare svært ved at se, hvad vi kan gøre. I sidste ende er det forældrene, der bestemmer - og der er både geografiske og andre grunde til, at forældre vælger skole for deres børn,” siger Otto B. Christiansen til Ugebladet.

Han mener blandt andet også, at den kendsgerning, at Rungsted Gymnasium som offentligt gymnasium ligger tæt på, spiller en rolle i valg af skole.

Det er et kendt fænomen, at børn fra Kokkedal søger skolerne i Hørsholm - og denne trafik spillede da også en rolle, da der blev lagt budget for 2017.

Man fastholdt ti spor ved indskoling på de fire kommunale skoler i Hørsholm, Vallerød, Usserød og Rungsted med et gennemsnit på 21,7 elever i hver nye 0. klasse, hvilket er i underkanten af de 24 elever pr. klasse, kommunalbestyrelsen selv har besluttet skal være maksimum for, hvad der skal være i hver klasse ved indskrivningen. Og betydeligt under 28 elever, som er det officielle loft - og så man også i Hørsholm i nogle tilfælde kan gå op til.

Publiceret: 19. September 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere