Ny bog gør op med dødens tabu

Susan Binau og Klara Balling står bag bog med gode råd til den sidste tid i livet

Af
Pernille Kristensen

Når man bliver ramt af alvorlig sygdom, kan det være rart at få støtte og hjælp undervejs. Det fik Susan Binau, der bor i Rungsted Kyst og er tidligere cancerpatient, og hun har nu udgivet en bog om det at tale om sygdom og døden.

Bogen 'En værdig afsked' er skrevet sammen med Klara Balling, der er læge og arbejder professionelt med alvorlige sygdomme. De to ønsker at gøre op med de fordomme og tabuer, der kan opstå omkring døden, når den tæt ind på livet. Derfor rummer den nye bog både praktiske og menneskelige oplysninger om at tackle den sidste tid i livet.

Bidragyderne spænder derfor bredt fra en socialrådgiver, advokat, sygeplejerske, læge og bedemand over helt almindelige mennesker, der har prøvet at have døden helt tæt på.

"Ingen af os undgår at støde ind i døden, enten hos vores kære eller hos os selv. Indimellem før vi aner. At have en basisviden om døden og de muligheder, der er forbundet med den sidste tid, er en nødvendighed. Overskuddet til at finde oplysningerne, når man er i sorg og krise, er minimalt," siger Klara Balling.

Susan Binau har udgivet flere bøger, blandt andet 'Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?', der udkom sidste år og handler om, hvad der sker med en familie, når et medlem får kræft. Susan Binau håber, at den nye bog også kan være et løft og en hjælp i en svær tid.
"Flere af mine venner døde af sygdommen, og for mange af dem var det svært at tale om døden og ensomheden. Det var hårdt at være vidne til. Det er mit håb, at en bog som denne vil hjælpe, støtte og gøre en samtale om døden lettere for danske familier," siger hun.

'En værdig afsked' er netop udkommet og kan købes hos boghandleren.

Publiceret 16 April 2009 06:30

SENESTE TV