Glemt Rungsted-forfatter genudgives

Henning Hjulers bøger lå godt gemt væk i sønnens kælder, men nu genudgiver stort forlag dem i elektronisk form

Det var lidt af en overraskelse for Hans Aage Hjuler, da han i sommer fik en mail fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Forlaget forklarede, at de havde fundet hans email-adresse på nettet, og nu skrev til ham, fordi de gerne ville udgive hans fars bøger igen - denne gang i elektronisk form.
Selv havde Hans Aage Hjuler ikke tænkt på krimierne i årevis. Hans far, Henning Hjuler, havde skrevet en lang række kriminalromaner om agenten Jack Turner i 70'erne og 80'erne. De handlede om en engelsk spion, der opererede bag jerntæpper i det gamle Østtyskland, og de blev dengang udgivet i Danmark og dernæst oversat til svensk.

Udgravning i kælderen

Senere skrev han historiske krimier, hvor handlingen udspillede sig i middelalderens Helsingør, hvorfor han studerede historiske detaljer nøje og besøgte byen utallige gange.
”Jeg måtte så foretage en arkæologisk udgravning i min kælder for at finde bøgerne, for Lindhard og Ringhof havde dem ikke, kun titlerne. Bøgerne var også blevet oversat til svensk, endda én der aldrig er udgivet i Danmark, nemlig 'Den røde regn'. Men nu er de alle tilgængelige på nettet, og jeg regner med, at de snart også kommer som e-bøger på svensk”, siger Hans Aage Hjuler i en pressemeddelelse.

Farfar blev også forfatter

I kælderen fandt Hans Aage Hjuler også sin farfars skildringer fra livet i landsbyerne omkring Randers for hundrede år siden, og dem ville Lindhardt og Ringhof også gerne udgive som e-bøger.
”Ja, på den måde er der jo mange forfattere i familien. Min bror og jeg har dog holdt os til mere videnskabelige artikler og bøger”, slutter Hans Aage Hjuler, som bor i Rungsted. srj

Publiceret 10 March 2017 07:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV