Birgitte Hjort Sørensen fortolker Blixens ’Et familieselskab i Helsingør’ på Rungstedlund. Foto: Les Kaner BAM Scanpix

Birgitte Hjort Sørensen fortolker Blixens ’Et familieselskab i Helsingør’ på Rungstedlund. Foto: Les Kaner BAM Scanpix

Karen Blixens mod er dybt inspirerende

Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen fortolker Blixen-fortælling 14. maj på Rungstedlund

“Karen Blixen var på alle måder en bemærkelsesværdig kvinde, og hendes intellekt, handlekraft og mod til at gå sine egne veje, er dybt inspirerende for mig,” fortæller skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, der ligesom Blixen har skabt sig en international karriere. “Blixens evne til at se, gennemskue og vise den menneskelige psyke med uendelige nuancer, kombineret med en suveræn beherskelse af sproget, gør læsningen af hendes historier til en stor, stor oplevelse - en rendyrket fornøjelse,” uddyber hun.

En sælsom fortælling

Birgitte Hjort Sørensen vil på Rungstedlund søndag 14. maj kl. 10.30 fortolke en af de mest sælsomme af de ’Syv fantastiske fortællinger’, Blixens gennembrudsværk, nemlig fortællingen om ’Et familieselskab i Helsingør’. “Blixens fortællinger befinder sig i grænselandet mellem eventyr og mysterium, tager sin læser med ind i forunderlige universer, der er genkendelige og alligevel altid byder på noget uforklarligt, overnaturligt,” siger Birgitte Hjort Sørensen. I ’Et familieselskab i Helsingør’ gæster den afdøde broder sine aldrende søstre. Som ung førte han kaperskib mod englænderne, men forsvandt på sin bryllupsdag for blot at gifte sig fem gange. Nu gæster han søstrene tæt ved Kronborg for at fortælle om sin store kærlighed til et dristigt og ædelt skib, for eventyret vejer højere end nogen anden realitet.

Oplæsning syv søndage

Skuespiller og instruktør Joen Bille har udvalgt de syv skuespillere, som syv søndage i træk læser op på Rungstedlund. Billetter på www.politiken.dk, pluspris 125 kr., uden abonnement 200 kr.

Publiceret 11 May 2017 00:00