Sarah Engells 'Valget'.

Sarah Engells 'Valget'.

BOGANBEFALING:

Ungdommens konfrontation med de store valg

Fra Hørsholm Bibliotek anbefaler Sophie Cathrine Langgaard den aktuelle ungdomsroman “Valget” af Sarah Engells

Af
Af Sophie Cathrine Langgaard

bibliotekar

”Valget” er Sarah Engells nye, stærke og meget aktuelle ungdomsroman, der anbefales både til voksne og unge fra 14 år.

Det er en eksistentiel historie, der skildrer det at blive konfronteret med store valg, der kan blive afgørende for ens fremtidige skæbne. 18-årige Zenia har det svært med verdens ulyksaligheder: Krig, millioner af mennesker på flugt og død og ødelæggelse.

Frontfigur og flygtning

Hun har det så svært, at hun ikke bare kan se til, men må gøre noget. Hun har blandt andet adskillige jobs som frivillig, der hjælper flygtninge, som lige er kommet til Danmark. Men det er slet ikke nok for hende.

Xenia melder sig ind i Etisk Parti, hvor hun gør kometkarriere og hurtigt bliver den førende frontfigur.

Alt ser lyst og lovende ud for Zenia, men en dag da hun er på arbejde som frivillig på Hovedbanegården, ankommer toget med en gruppe flygtninge. Den ene er en uledsaget febersyg pige fra Syrien på kun 7 år. Pigen har en besked på armen, hvor der står, at hun må til Sverige og søge asyl, da hun har familie der.

Hvis pigen kommer i hænderne på det danske politi, er løbet kørt, og hun SKAL da søge asyl i Danmark og kan derfor ikke blive genforenet med sin eventuelle familie i Sverige.

Sarah Engells “Valget”.

Sarah Engells “Valget”.

Etisk ultimatum

Da pigen forsøges bortført af en kriminel, må Zenia tage et valg. Vil hun bare se den anden vej og lade den lille pige ryge i kløerne på en potentiel menneskehandler, eller vil hun hjælpe pigen og dermed bryde loven?

Zenia kan selvfølgelig ikke gøre andet end at tage den lille pige under sine vinger, men snart lækkes hendes hemmelighed, og hun får et ultimatum af sit parti. Enten kan hun køre pigen på et flygtningecenter eller hun kan sige farvel til sin politiske karriere.

Det store dilemma

Zenias store dilemma er nu, om hun skal redde den enkelte flygtning eller skabe bedre forhold for alle flygtninge i Danmark igennem det politiske arbejde.

”Valget” er en yderst troværdig bog, og man kan fornemme, at Sarah Engell har gennemresearchet emnerne, inden hun gik i gang med at skrive den.

Hun har virkelig styr på Danmarks asylpolitik, modtagelseslejrene og arbejdet som frivillig, og man bliver meget klogere, om end desværre også ret nedslået, af at læse den.

Engell, Sarah

“Valget”

CarlsenPlus, 2017, 347 sider

Publiceret 28 April 2018 06:30