Perfekt match: Smag jordbær med honning

Hørsholm og Omegnsbiavlerforening inviterer indenfor i vores bigård i Rungsted Hegn

Af
Morten Timm

Jordbær med ny friskhøstet honning er en uovertruffen kombination.

Og det kan smages, hvis du kigger forbi den lokale bigård i Rungsted Hegn, hvor Hørsholm og Omegnsbivavlerforening på lørdag 23. juni inviterer indenfor og serverer 'honning og jordbær' til alle.

Bierne har været flittige i år, og mellem kl. 15 og 17 er der er dækket op med smagsprøver.

"Den friske honning er et perfekt match til jordbær , og der findes næppe to andre danske fødevarer, der er så tæt forbundne med sommer og solskin som jordbær og honning," lyder smagsopfordringen fra biavlerforeningen.

Der skal ikke så meget til, for honning er sødere end sukker, det indeholder færre kalorier, men langt flere gavnlige stoffer.

Kig ned til bierne

Har du lyst, kan du også få et indblik i biernes forunderlige verden, når de lokale erfarne biavlere viser bi-familierne frem, og du kan kigge ned i bi-mylderet i staderne.

Er du lidt utryg ved bierne, kan du låne en bi-dragt i både i børne- og voksen-størrelser, oplyser biavlerneforeningen.

Publiceret 18 June 2018 06:00

SENESTE TV